For 10 måneder siden slukkede AC Horsens Brøndbys drømme om guld. På søndag mødes de igen.

»Da vi varmede op, stod der 5.000 Brøndby-fans, som bare fyrede den af, hoppede rundt og gav liv. Ingen tvivl om, at der var meget på spil.«

Sådan fortæller AC Horsens cheftræner, Bo Henriksen, om kampen mod Brøndby 18. maj 2018.

En kamp og et drama, der kulminerede, da Horsens fem minutter inde i tillægstiden udlignede til 2-2 og dermed frarøvede Brøndby det danske mesterskab. En kamp, som Bo Henriksen nok aldrig glemmer.

AC Horsens og Brøndby mødes søndag klokken 17.
AC Horsens og Brøndby mødes søndag klokken 17. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det var en vild kamp. Samtidig er vi også sindssygt stolte af den kamp, for vi gjorde vores bedste. Og til sidst endte det jo med et kæmpe følelsesregister, som flere gange vippede frem og tilbage i kampen.«

»Omvendt er det jo aldrig sjovt at se spillere så skuffede efter en kamp. Jeg husker særligt Frederik Rønnow (tidligere Brøndby-spiller, red.), som jeg har trænet, være meget skuffet. Det var sgu ikke morsomt at se spillere, som man har trænet og stadig holder af, være så skuffede. Man ønsker aldrig at ødelægge noget for andre.«

Selv om Bo Henriksen kan tale længe om kampen for snart et år siden, mener han ikke, man kan lægge noget i kampen i forhold til den kommende.

»Det er vidt forskellige kampe. Selvfølgelig er der noget på spil søndag også, og begge hold kender hinanden godt. Hvis man ser det på den måde, er det jo genkendeligt i forhold til sidst. Men hver kamp er nu engang forskellig.«

Bo Henriksen har selv været ude og udtale, at AC Horsens ikke kommer i slutspillet i år.
Bo Henriksen har selv været ude og udtale, at AC Horsens ikke kommer i slutspillet i år. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Troen på, at Horsens kan spille op og endda slå Brøndby, er da også stor hos Bo Henriksen.

»Der bliver helt sikkert nogle muligheder i deres omstillinger, fordi de står og presser langt fremme på banen. Og det skal vi prøve at udnytte. Samtidig er det ikke rocket science, at vi skal forhindre dem i at score med en god defensiv fra vores side af.«

»Generelt forventer jeg, at det bliver en god omgang tjubang-fodbold med masser af fart og mål. Det bliver morsomt og vanvittig seværdigt. Men jeg tror sgu ikke, at kampen kan leve op til samme slutning som for ti måneder siden,« siger Bo Henriksen med latter.

AC Horsens kan ikke længere nå en top-6-placering, som giver adgang til slutspillet. Ikke desto mindre går de efter tre point i deres færd for at få så mange point med i nedrykningsspillet som muligt. Brøndby derimod kan med en sejr sikre sig en fjerdeplads og en billet til mesterskabsslutspillet.