Den tidligere wrestlingstjerne og skuespiller Shad Gaspard er fundet død, efter han forsvandt i havet ud for den populære strand Venice Beach i Californien.

Det skriver mediet TMZ.

De lokale myndigheder har onsdag desuden bekræftet på et pressemøde, at man har fundet en død person, hvis beskrivelse passer på Shad Gaspard.

Den tidligere wrestler forsvandt søndag, da han sammen med en gruppe personer, blandt andre hans ti-årige søn, blev fanget af en stærk understrøm ved den ellers populære badestrand.

Livredderne kom ifølge TMZ hurtigt gruppen til undsætning, men kunne ikke redde alle med ind på samme tid.

Derfor skulle Shad Gaspard angiveligt have bedt livredderne om redde hans søn først og derefter komme tilbage efter ham hurtigst muligt.

Men da de kom tilbage, var Shad Gaspard forsvundet.

Tre dage senere blev Shad Gaspard så fundet druknet.