Efter to forfærdelige år er den tidligere AaBer erklæret fodboldinvalid. Han fortæller her om nedturen, smerterne og ensomheden.
Det var med tårer i øjnene, at Frank Strandli i sidste uge satte sig foran sin computer for at læse de mange bevægende og personlige ord fra trofaste fans, som er strømmet ind til hans gæstebog på AaBs hjemmeside det seneste par uger.Alle udtrykker de deres medfølelse og fortvivlelse over, at Strandli nu endegyldigt har måttet sige farvel til professionel fodbold. »Du var stor for os. Tak for alt,« lød nogle af mindeordene til nordmanden, der i 47 kampe gjorde trøje nummer 25 meget populær på Aalborg Stadion.
Men nu har en ondsindet betændelse i lysken knækket den ellers så robuste angriber, der i dag har et eks foran sin fodboldidentitet og skal til at finde sig en ny tilværelse uden for fodbolden.
Nordmanden selv er først nu ved at indse, at det er slut, og det er endnu ikke lettelsen over at få vished, der præger ham. »Jeg har jo nok vidst det længe, men man indser først, at det hele er slut, når man tager fra AaB.
Det er virkelig hårdt. Jeg har arbejdet med topfodbold i 14 år, og nu kan jeg hverken løbe eller dyrke andre ting. Smerterne kommer og går, og selv når jeg ligger i min seng, er de der. Det er hårdt,« siger Frank Strandli med en lille stemme, der er tydeligt mærket af skuffelse.
Den svære tid med op- og nedture har givet ham et psykisk knæk, og det har påvirket hans ellers så sprudlende humør. Men i den svære tid har han søgt trøst hos sine børn i Norge, og det har samlet ham op, når han var allerlængst nede og mærkede ensomheden i en trup, hvor han i de glade mesterskabsdage var helt i toppen af hierarkiet.
Men i dag, hvor det hele er slut, vil han helst helt undgå at se de rød-hvide spille.
»Man føler sig udenfor. Lige nu har jeg slet ikke lyst til at se live-kampe med AaB. Det er ikke så sjovt at se holdkammeraterne på banen, når jeg ikke selv kan være med. Det gør ondt,« siger Frank Strandli, hvis kærlighed til fodbold gav ham en desperat motivation til at kæmpe videre i den periode, som hans sportschef i AaB, Lynge Jacobsen, kalder en »helvedes-periode.«
Set i bakspejlet burde han måske have givet op for længe siden, men det har han svært ved at vurdere. »Det er vanskeligt at sige. Jeg er jo professionel, og det er klart, at man prøver alt for at komme tilbage. Det er utroligt frustrerende.
Jeg elsker jo fodbolden og ikke cyklen. En dag har man det bedre, men næste dag er det så galt igen. Så jeg har helt sikkert fået et psykisk knæk,« siger angriberen om håbet, der gang på gang er blevet splintret.
Han forsøger nu at komme til hægterne i Oslo efter stoppet, der nok var ventet, men alligevel kom som et chok.
I det mindste er han ikke plaget af økonomiske problemer i fremtiden. Han har selv tegnet en privat forsikring, ligesom klubben oven i de obligatoriske forsikringer også har tegnet en karrierestopsforsikring.
»Jeg har tegnet en forsikring selv, og det er jeg vældig glad for nu, selvom det har kostet mig en masse penge. Man skal have en forsikring, for man ved aldrig, om det er slut i morgen, eller om man bliver kørt over af naboens bil,« siger Frank Strandli.
Men oven i den største krise i hans fodboldkarriere må han se på, at det forsikringsselskab, som AaB har tegnet karrierestopforsikring med, ikke umiddelbart vil udbetale de 8,2 millioner kroner, som fodboldspillerens invaliditet udløser.
»Jeg ved ikke helt, hvad der sker. Men det er klart, at der er ingen tvivl, heller ikke hos speciallægerne, om, at jeg umuligt kan komme tilbage. Jeg var inde over landsholdet, da jeg blev skadet.
Så hvis jeg fakede en skade, ville jeg da være totalt idiot,« siger Frank Strandli med den specielle umiddelbarhed, som han også var elsket for på banen.
Han ville uden tvivl helst give forsikringsmillionerne et velplaceret spark op i målhjørnet - hvis det altså betød, at han igen kunne sparke uden smerter.
For millionerne kan langtfra opveje det mareridt, som han har været igennem.
»Jeg vil ikke unde min værste fjende at være udsat for det, jeg har været igennem. Jeg har gået rundt sådan her i to år. Det er der ikke mange, der gør.
Men når jeg har haft store problemer, har jeg fået lov til at rejse hjem til Norge for at komme ovenpå psykisk igen,« siger Frank Strandli.
Han føler, at han har mødt fantastiske mennesker i og omkring den nordjyske klub, og det gør heller ikke stoppet nemmere.
Derfor vil han gerne tage ordentlig afsked med sine tidligere holdkammerater og loyale fans på Aalborg Stadion, hvis klubben ønsker det.
En sidste gang høre navnet »Frank Strandli« gjalde over den grønne bane. Men nordmanden, der på tre år blev accepteret som indfødt nordjyde, er ikke i tvivl om, at det vil blive et stærkt og følsomt øjeblik. »Det tør jeg slet ikke tænke på,« siger mennesket Frank Strandli stille.
