Det er kræft i næsen, der siden juli har holdt badmintonstjernen Lee Chong Wei fra at konkurrere med Viktor Axelsen og resten af verdenseliten.

Den 35-årige badmintonspiller fra Malaysia modtager aktuelt behandling for kræft i Taiwan.

Det skriver Det Malaysiske Badmintonforbund (BAM) i en pressemeddelelse, som Lee Chong Wei har delt på sin Facebook-profil.

»Som følge af de seneste skriverier kan BAM bekræfte, at Lee Chong Wei er blevet diagnosticeret med et tidligt stadie af næsekræft.«

Lee Chong Wei giver hånd til Viktor Axelsenefter en kamp i Thomas Cup tidligere på året.
Lee Chong Wei giver hånd til Viktor Axelsenefter en kamp i Thomas Cup tidligere på året. Foto: LILLIAN SUWANRUMPHA
Vis mere

»Lee Chong Wei er i øjeblikket i Taiwan for at modtage behandling, og jeg kan med glæde informere om, at han responderer godt på behandlingen,« lyder det blandt andet i meddelelsen, der er underskrevet af BAM's præsident.

Lee Chong Wei ligger aktuelt nummer fire på verdensranglisten.

Ved VM for cirka to måneder siden var han seedet som nummer to, men måtte trække sig før sin kamp i første runde på grund af vejrtrækningsproblemer.

Han var derfor senest i aktion i begyndelsen af juli, da han tabte semifinalen i Indonesia Open til Kento Momota.

Viktor Axelsen og Lee Chong Wei hilser, efter Axelsen slog Chong Wei i Dubai Badminton World Superseries Finals i slutningen af 2017.
Viktor Axelsen og Lee Chong Wei hilser, efter Axelsen slog Chong Wei i Dubai Badminton World Superseries Finals i slutningen af 2017. Foto: GIUSEPPE CACACE
Vis mere

Lee Chong Wei har igennem en lang årrække været en af klodens bedste badmintonspillere, men er også kendt som en evig nummer to.

Han har således tabt de seneste tre OL-finaler, og i tillæg har han tabt tre VM-finaler.

/ritzau/