Ståle Solbakken var ærgerlig over FC Københavns 0-4-nederlag og exit fra Uefa Cuppens gruppespil. Træneren så sit hold falde helt fra hinanden i anden halvleg.

Ståle Solbakken var fattet, men meget skuffet, da han evaluerede 0-4-dukkerten i Aberdeen, som sender danskerne ud af den europæiske klubturnering. FC København-træneren var tilfreds med sit holds første halvleg af den afgørende Uefa Cup-kamp, men herefter gik det fuldstændig galt for de danske mestre, der indkasserede fire mål i de sidste 45 minutter.

- Anden halvleg starter ulyksageligt, og de scorer på deres to første chancer. Vi mistede både tro og håb og går op i limningen, og dér er vi ikke repræsentable for klubben. Ok, vi kommer bagud 0-2, men kampen er ikke slut. Indsatsen og løbemængden er i orden, men vi taber hovedet og blotter os totalt, og så scorer de til 3-0 og 4-0, sagde Ståle Solbakken til TV3+ efter ydmygelsen.

Ståle Solbakken lagde ikke alverden i, at FC København blot har scoret et enkelt mål i fire gruppekampe af Uefa Cuppen. Han pegede på, at klubben vidste, at det ville blive nogle tætte kampe med få mål i de øvrige gruppekampe mod Panathinaikos, Lokomotiv Moskva og Atletico Madrid.

/ritzau/