FC Københavns Jacob Laursen er klar til at vende tilbage til engelsk fodbold. Han blev i aftes enig med Premier League-klubben Leicester, og hvis alt går som planlagt, kan han forlade de danske mestre allerede i denne uge.

Også FCK og Leicester har forhandlet på plads - og dermed mangler kun en lægetest, inden kontrakten kan skrives under. Leicester City offentliggjorde i aftes selv nyheden på sin hjemmeside og fortalte, at den 30-årige tidligere landsholdsspiller ankom til klubben i går, hvor de nærmere forhold blev diskuteret.

Laursen skal igennem lægetjek allerede i dag, og kan kontrakten derefter skrives under, er danskeren klar til debut mod West Ham i weekenden.

Jacob Laursen spillede i fire år i Derby og har et godt ry i engelsk fodbold. Han ønskede selv at vende hjem i 1996 af private årsager og var en af de bærende kræfter, da FC København sikrede sig det danske mesterskab i sidste sæson.

Efter mesterskabet kom i hus, har Laursen ikke lagt skjul på, at han gerne ville til udlandet igen. Og han har været sat i forbindelse med flere engelske klubber. Allerede i slutningen af november var Leicester på tale.

»Leicester er en Premier League-klub, og man skulle være et skarn, hvis man ikke var interesseret i at spille i Premier League igen,« sagde Jacob Laursen ved den lejlighed. Og hans agent agent, Erik Solér, uddybede klubbens interesse i den danske forsvarer.

»Leicester er meget interesseret i Jacob Laursen, og han er samtidig meget interesseret i at komme til en større liga end den danske. Der er mange muligheder for en stærk forsvarer som Jacob Laursen, der er internationelt kendt,« sagde Solér ved den lejlighed.

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne vil til udlandet igen og specielt gerne til England. FCK er godt klar over mine ønsker, men alt skal selvfølgelig hænge sammen både for de to klubber og for mig,« sagde Laursen.

At det først lykkes nu, skyldes blandt andet, at FCK gerne ville have den rutinerede forsvarer til rådighed i sidste efterårs Europa Cup kampe. Det var i aftes ikke muligt at få en kommentar fra hverken Jacob Laursen eller hans agent. Der er ikke oplyst, hvor meget Leicester skal betale i transfersum til FC København.