Niels-Kristian Iversen er som førstereserve igen inde i varmen, når han kører de to første løb i VM-serien.

København. Den danske speedwaykører Niels-Kristian Iversen var skuffet over at gå glip af et wildcard til VM-serien.

Der er dog godt nyt til danskeren, selv om det er på en trist baggrund.

Det står således klart, at Niels-Kristian Iversen deltager i de to første grandprixer, der køres i maj, når VM-serien indledes.

Det skriver speedwaygp.com.

Niels-Kristian Iversen er helt sikkert med i Warszawa og i Prag, når der køres henholdsvis 12. og 26. maj, og det sker som førstereserve.

Iversen træder ind i seriens to første løb, fordi slovakiske Martin Vaculik kom slemt til skade med brud i den ene ankel for nylig for sin engelske klub Leicester.

Vaculik har siden gennemgået to operationer, og han ventes at blive udskrevet fra hospitalet i næste uge, hvorefter genoptræningen begynder.

Ifølge speedwaygp.com er det endnu umuligt at sige, hvornår slovakken er klar til at køre speedway igen.

Niels-Kristian Iversen var ikke blandt de fire kørere, der fik tildelt et wildcard til sæsonen.

Det var i stedet den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen, men Iversen fik titel af førstereserve, og det er derfor ham, der nu træder til og kører de to første grandprixer.

Danske Peter Kildemand var førstereserve i fjor, og han endte med at køre ni ud af 12 grandprixer.

Efter uddelingen af de fire wildcards var Niels-Kristian Iversen særdeles skuffet og udtalte:

- Det er meget skuffende kun at blive førstereserve. Jeg kunne ikke have regnet med at få et wildcard, men jeg havde håbet, at de ville have kigget mere på det sportslige, da de uddelte dem.

- Det er ikke et spørgsmål, om det skulle være Nicki Pedersen eller mig. Men ser man over de sidste 12 måneder, mener jeg, at jeg har været blandt de 15 bedste kørere i verden, og så burde man være med i VM-serien.

- Kigger man på alle ranglisterne for de forskellige ligaer, kan man også se, at jeg er med i toppen. Det kan man ikke komme uden om. Så man burde have kigget mere på det sportslige, og jeg burde have fået et wildcard, sagde Niels-Kristian Iversen.

Niels-Kristian Iversen er den seneste dansker til at vinde et VM-grandprix med sejren i oktober 2016 i Torun.

Der er 15 faste kørere i VM-serien. De otte bedste i den forgangne sæson får en fast plads, tre pladser er på spil i VM-kvalifikationen, og fire pladser tildeles via et wildcard.

/ritzau/