Med en 2-0-sejr hjemme over topholdet AaB meldte FC Midtjylland sig søndag ind i topstriden og må nu betragtes som en seriøs titelaspirant.

FC Midtjylland tilføjede søndag AaB holdets første nederlag i foråret. Med 2-0-sejren er midtjyderne nu kun fem point efter nordjyderne, som sammen med FC København har fået sig en seriøs udfordrer i mesterskabskampen.

AaB åbnede kampen forsigtigt i pindsvineformation 4-5-1. Topholdet ville ikke meget frem ad banen, og FC Midtjylland sad tungt på spillet gennem hele første halvleg. Men hjemmeholdet havde ikke for alvor evnen, styrken eller fantasien til at bryde gennem nordjydernes massive forsvarsmur.

Efter pausen ændrede AaB's træner Erik Hamrén opstilling til 4-4-2. På den måde fik AaB flyttet spillet længere væk fra eget mål, men FC Midtjylland fik til gengæld mere plads i omstillingsspillet og skabte fortsat flere chancer end AaB.

Det var dog en målmandsfejl af AaB's 20-årige debutant Kenneth Stenild, der afgjorde kampen. Han boksede et ellers ufarligt indlæg lige i fødderne på Mikkel Thygesen, hvis afslutning AaB's Michael Jakobsen headede op i eget nettag.

AaB pressede på for en udligning, men FC Midtjylland var farlige på kontra, og Danny Olsen gjorde det til 2-0 i overtiden.

Med søndagens 2-0-sejr over AaB har FC Midtjylland slået SAS-Ligaens tre andre tophold i foråret og er ifølge træner Erik Rasmussen landets bedste hold lige nu.

- Derfor må vi jo være SAS Ligaens bedste hold i øjeblikket. Spørgsmålet er så bare, om vi kan fortsætte med at være det resten af sæsonen, sagde FC Midtjyllands træner Erik Rasmussen efter kampen.

Han tilføjede, at sejrene over de andre tophold har givet FC Midtjylland et kæmpe rygstød, som gør det realistisk at tale om guldmedaljer i Herning og omegn.

/ritzau/