Selv om det blev til point for AGF mod OB efter to nederlag, mener Pierre Kanstrup, at aarhusianerne fortsat mangler at bygge en del på

Tilbage til basic. Det var ligesom kodeordet for AGF i søndagens hjemmekamp mod OB. For efter sidste mandags 3-0- afklapsning mod Sønderjyske havde AGF valgt at starte forfra.

»Vi leverede nogle rigtig gode præstationer i vores træningskampe. Derfor havde vi en tankegang om, at vi var længere fremme i processen og var tæt på at kunne sætte ’et tag på huset’. Men her i turneringen har vi ikke været der,« lød det ærligt fra AGFs Pierre Kanstrup efter 0-0 kampen i Aarhus.

»Vi bliver ligesom nødt til at pille tingene fra hinanden igen, og så få sat fundamentet ordentligt op, for der er stadig lang vej, og vi kommer til at skulle kæmpe lidt for det. Men jeg er sikker på, at når vi har fået det hele på plads, og ’taget’ kommer på, så bliver det helt fantastisk,« forsatte den nye forsvarer sin byggepladsmetafor.

På rette vej

Kanstrup var tilfreds med den måde, AGF fik lagt de første sten på i det nye fundament.

»Jeg står med en fin følelse. Når man har haft så dårlige resultater, som vi har haft, så er man nødt til at komme tilbage til basic. I dag viser vi, at det kan vi godt, når vi arbejder sammen som hold i modsætning til det, vi gjorde mod Sønderjyske,« sagde han.

Selv om det ikke blev til den sejr, som byggemester Glen Riddersholm havde håbet på i sæsonens tredje hjemmekamp, så virkede han alligevel som en tilfreds AGF-træner.

»Det var et vigtigt step i den rigtige retning. Efter kampen i mandags var der ikke nogen tvivl om, at vi skulle finde den gode organisation, og så skulle det gode fodboldspil komme ud af den,« sagde Glen Riddersholm.

Gårsdagens sene kamp blev meget taktisk præget og derfor også rimelig chancefattig. Det var dog AGF-spillerne, som bedst kunne tillade sig at være skuffede efter kampen – især efter Tobias Sana fra kort afstand misbrugte en direktør i midten af første halvleg.

»Samlet set var det en god præstation, hvor vi fik rejst os fra mandagens 0-3-nederlag og fik det næstebedste resultat af dem, vi havde håbet på. Vi har også gode muligheder i kampen og bliver vel også retvist snydt for et straffespark,« lød det fra Glen Ridderholm med henvisning til en episode, hvor Pierre Kanstrup blev revet omkuld i feltet, men dommer Dennis Mogensens fløjte forblev tavs.

Tilfredshed i OB

OBs bedste bud på et sejrsmål kom midtvejs i anden halvleg, da Izunna sendte et følt skud på stolpen. Det var samtidig også det eneste reelle forsøg, gæsterne havde på mål hele kampen. Af samme grund var cheftræner Kent Nielsen også glad for det uafgjorte resultat.

»Det var en dårlig dag for os. Vi lavede mange tekniske fejl i første halvleg, men blev så lidt mere kyniske i anden omgang. Som kampen skred frem, blev den mere og mere taktisk betonet, og der skulle enten stor fejl eller en fantastisk enkeltmandspræstation til,« sagde OB-træneren.

Ingen af delene indtræf, og OB kunne rejse hjem til Fyn med et point, som samtidig betyder, at fynboerne ligger på sjettepladsen med otte point efter fem kampe.

»Vi er tilfredse med den start, vi har fået på sæsonen. Vi er blevet dygtige til ikke at tabe kampene. Det er fjerde kamp i træk, hvor vi holder nullet, og det er vi rigtig godt tilfredse med.«