Skændes du og din partner altid over de samme ting? Eller ender du, hver gang du er på kærlighedsjagt, med en partner, der til forveksling ligner og opfører sig som din forrige kæreste? Det er ikke tilfældigt, mener Kirk Rønler, der netop har udgivet bogen ’Sådan får du en kæreste’.
For hende har det altid været mænd i militæruniform, der har kunnet få hende til at trække vejret lidt hurtigere. Hun var gift med en af slagsen, men da de for fire et halvt år siden blev skilt, gik det op for hende at, hun havde en tendens til kun at kunne få øje på militærmændene.
»Jeg ønskede ikke at falde for den type. Alligevel kunne jeg snuse dem op på 100 meters afstand, siger hun.«
Fire måder at elske
Det handler om tiltrækning og om de fire kærlighedstyper, som den amerikanske antropolog Helen Fisher, har defineret efter at have analyseret 28.000 profiler på datingsitet match.com.
Ifølge antropologen opfører vi os alle, når det kommer til kærlighedsrelationer, som enten direktøren, forhandleren, eventyren eller byggemanden, som hver især er drevet af hormonerne testosteron, østrogen, dopamin og serotonin, som påvirker både vores adfærd, karaktertræk og seksualitet og hvem vi tiltrækker og tiltrækkes af.
Kirk Rønler er primært forhandler-typen, der er drevet af østrogen og tænder på dybe samtaler med sin partner.
»Jeg er sindssygt tiltrukket af testosteron, og dermed direktør-typen, der er overrepræsenteret blandt politi-, brand- og militær-mænd, fordi testosteron er forbundet med risikovillighed og heroisme.«
Men forholdet mellem hende og direktør-typen endte sjældent lykkeligt for militærmændenes liv kolliderede med hendes kærlighedssprog.
»Mit kærlighedssprog er fysisk kontakt og tid sammen. Den slags behov kan man ikke interflorarer sig ud af, de kræver, at man er i samme rum.«
Men på et gennemsnitligt år er en soldat typisk væk i lange perioder. Derfor blev hun først rigtig glad, da hun efter mange dates med direktørtyper fandt sammen med sin nuværende kæreste, der er direktør/forhandler type og dermed har god kontakt til såvel sine maskuline som sine feminine sider.
Hun beskriver ham som en romantisk kærlighedskriger.
»Hvis han var en Disneyfigur ville han være tyren Ferdinand. Han super maskulin, tusindkunster, tømrer, læser til sexolog, er musiker og en bonderøv.«
En vikingekvinde
For to år siden ville hun ikke være faldet for ham.
»Jeg ville havde kaldt den romantiske drøm for fjollet og uambitiøs. Ville ikke have kunnet taget imod hans kærlighed uden betingelser, og vi ville slet ikke have være tiltrukket af hinanden.«
Dengang gik Kirk Rønler nemlig kun i jakkesæt og stiletter.
»Som kom jeg direkte ud fra en Filipa K butik. Jeg buldrede derudaf i maskulin energi. Opnåede, fiksede, strukturerede og var den der altid tog teten.«
I dag klæder hun sig ’som en påfugl’. Elsker farver, blonder, bløde tekstiler, perler og pynt. Som hun sidder iført en rød kimono, med en lang, grøn perleørering i det ene øre og en farvestrålende dinglede sigøjnerring i den anden øreflip og med skrigorange negle er hun super feminin. Hun har tillært sig egenskaber fra den femininine energi, som f.eks. at være afventende, passiv, indadvent, sårbar og modtagende. Men i mange år var feminin, det sidste hun ville være.
»Jeg syntes, at det var svagt. Useriøst, uproffessionelt, fjollet og uambitiøst.«
Ifølge hende er der groft sagt to stærke typer af kvinder.
»Jeg var en maskulin powerkvinde. I dag stræber jeg mod at blive den moderlige vikingekvinde, der er stærk, har råstyrke, men er altomfavnede, moderlig og sårbar. Engang ville jeg hylde, at jeg var typen, der selv kunne sætte en hylde op, og bære tunge ting. I dag er balancen mellem det maskuline og det feminine min levevej og min ledestjerne.«
At turde være sårbar og bede om hjælp, når der er noget hun ikke selv kan, har hjulpet hende til at finde vej i kærligheden.
Dyrk forskelligheden
Generelt efterlyser hun større polaritet mellem kønnene. For ligesom polerne tiltrækkes af hinanden, tiltrækkes modsætninger. På datingsmarkedet er der ifølge hende alt for mange ’slapsvanse og powerkvinder’ og de to tiltrækker hinanden, men er sjældent dét, de hver især længes efter.
»Vi opdrager kvinder som mænd og mænd som er kvinder. Men en maskuline kvinde kan ikke tiltrække en maskulin mand, for så er der to mænd i forholdet. Tænk på hvor lynhurtig vi i et homoseksuelt par aflæser, hvem der er manden og hvem der er kvinden. I heteroseksulle par antager vi per automatik, at det er hende, der er kvinden. Det behøver det ikke at være, men der behøver at være en forskel. Parforhold er en dans mellem to poler.«
