Millionstøtte til forskningsprojekt, der skal bane vej for mere naturlige farvestoffer i fødevarer.

Mange fødevarer indeholder kunstige farvestoffer.

Men nu kan en gulerod af den violette slags måske bane vejen for et farvel til nogle af de syntetiske farvestoffer.

Det er i hvert fald ambitionen bag et nyt forskningsprojekt, som Aarhus Universitet og ingrediensvirksomheden Chr. Hansen står bag.

Projektet, der er støttet med 14,7 millioner kroner fra Innovationsfonden, tager udgangspunkt i den violette gulerod.

Den farverige gulerod er ikke kunstig, men født med sin violette farve.

Den ses ikke så ofte på middagsbordene eller i madpakkerne herhjemme, men den er en naturlig variant af den velkendte orange gulerod.

Nu har forskerne fået øje på den, fordi den er rig på farvestoffer og nem at dyrke herhjemme.

- Projektet går ud på at udvikle bedre naturlige farver, så vi kan erstatte syntetiske farver til fødevarer med naturlige farver.

- Det gør vi med udgangspunkt i gulerødder, nærmere betegnet den violette gulerod, forklarer Bjarne Jørnsgård.

Han er crop science manager hos Chr. Hansen og ansvarlig for arbejdet med at finde naturlige farvestoffer til erstatning for syntetiske.

Der er en efterspørgsel efter mere naturlige fødevarer, forklarer han.

- Der er generel udvikling alle steder i verden, hvor forbrugere efterspørger fokus på sundhed og færre tilsætningsstoffer.

- Hvis vi kan udvikle de farver, der kan erstatte syntetiske farver, får forbrugerne et mere naturligt produkt, siger Bjarne Jørnsgård.

Hvilke fødevarer, der måske skal have tilført farvestoffer fra den violette gulerod, kan han ikke røbe af forretningsmæssige årsager.

Men hvis projektet viser sig at blive en succes, kan den violette gulerod gå hen og blive en attraktiv afgrøde for danske landmænd.

- Det er oplagt at dyrke violette gulerødder i Danmark. Det kommer ikke til at erstatte de andre afgrøder, men det vil være en nicheproduktion, siger Bjarne Jørnsgård.

Meldingen vækker interesse i erhvervet.

- Umiddelbart lyder det som en rigtig god idé, siger Jan Jensen Hass, direktør i HortiAdvice A/S, der rådgiver blandt andre gulerodsavlere.

Hvis efterspørgslen er til stede, vil det ifølge direktøren være en interessant variant at tage ind i sortimentet. Men som alt andet skal det kunne betale sig:

- Hvis prisen er rigtig, kunne jeg sagtens forestille mig, at den violette gulerod vil blive attraktiv at dyrke, siger Jan Jensen Hass.

/ritzau/