Som lyden af en monoton stepdanser træder ponyen Monamie ind på Plejecenteret Sjælsø i Birkerød.
De uvante lyde på gangene vækker ikke overraskelse eller skræk, men derimod glæde og genkendelse. Det er nemlig en tradition, som beboerne på plejehjemmet ser frem, når Tina Hattel Schjerning kommer med sin besøgspony, der uden tvivl stjæler rampelyset på hver en stue.
»Vi er kommet her i to år. De glæder sig altid til, at vi kommer, fordi det giver dem lige et frisk pust i weekenden,« fortæller Tina Hattel Schjerning.
I fællesstuen venter en lille håndfuld beboere, som har samlet sig om nybrygget kaffe og søndagens eftermiddagskage, der består af flødeboller. Gulerødder bliver delt ud blandt dem, og skiftevis venter de tålmodigt på at kunne få kvalitetstid med æresgæsten, Monamie.
Anne-Marie er beboer på plejecenteret og har i sin alderdom mistede synet. Da hovene træder ind på hendes smalle stue, spørger hun forståeligt: »Er jeg hjemme?«
Det kan måske også lyde atypisk at have en pony på besøg midt i dagligstuen, men ideen er ganske fornuftig, hvis man spørger forskeren Karen Thodberg, som forsker i terapeutisk anvendelse af dyr.
Beboerne skaber nemlig en relation, hvor sociale spilleregler ikke er gældende på samme måde som hos mennesker. I denne relation er det ikke pinligt, hvis man glemmer vedkommendes navn eller sågar ikke kan huske, om man har mødt hinanden før.
Besøgene er for at glæde plejehjemsbeboerne, men det kan til tider være en udfordrende opgave for Tina Hattel Schjerning.
»Det kan godt være lidt hårdt, når man får et forhold til beboerne, og så kommer man på besøg en dag, og så er de her pludselig ikke mere. Det gør lidt ondt i hjertet.«
Mens Tina har et godt greb i det blå reb, der forbinder hende og Monamie, fortsætter besøgene rundt på stuerne. Ved hver indgang starter de forfra, og ponyen æder gulerødderne fra de livserfarne håndflader, som var det dagens første bid.
