Det er lige nu ikke muligt at komme ind i Tivoli i København.

Forlystelsesparken har lukket samtlige indgange på grund af, at for mange mennesker er samlet ved indgangene.

Det bekræfter Tivolis pressechef, Torben Plank, over for B.T.

»Vi lukker ned i et par timer, fordi vi synes, at vi har nået vores maks for, hvor mange vi kan lukke ind i Tivoli,« indleder Torben Plank.

Tivoli fejrer for tiden Halloween - men på grund af coronarestriktionerne om forsamlingsforbud er det ikke tilladt at komme ind på nuværende tidspunkt.
Tivoli fejrer for tiden Halloween - men på grund af coronarestriktionerne om forsamlingsforbud er det ikke tilladt at komme ind på nuværende tidspunkt. Foto: Emil Helms
Vis mere

Har du billeder eller video fra Tivoli, som du har lyst til at dele? Tip redaktionen på mail 1929@bt.dk eller journalist Sebastian Døssing på seds@bt.dk.

Lukningen sker, så forlystelsesparken ikke risikerer at bryde forsamlingsforbuddet.

»Der ophobede sig simpelthen for mange mennesker foran indgangene, og derfor reagerer vi nu i rettidig omhu. Hvornår, og om der bliver åbnet igen i dag, det kan jeg ikke sige noget om.«

Skal folk inde i Tivoli være bekymret for, om der er for mange mennesker samlet?

»Nej. Vi er ikke i nærheden af, hvor mange vi må være. Vi har god oversigt over haven, og hvis der er områder, der er pakket, så ensretter vi og spreder gæsterne ud.«

»Det er vigtigt at understrege, at der ikke er for mange i Tivoli – men for mange ville ind. Det er vi selvfølgelig glade for – at mange vil besøge Tivoli – men det kan vi ikke opfylde lige nu.«

Torben Plank understreger, at de personer, der har reservationer på restauranter i Tivoli, fortsat kan komme ind. De vil blive ledt ind gennem særlige indgange, siger han.

B.T. følger sagen...