Har du købt økologiske snackpeber til børnenes madpakke eller til din egen eftermiddagssnack? Så bør du lige kigge på pakken en ekstra gang.

Fødevarestyrelsen tilbagekalder nemlig poser med 2-3 styk økologiske snackpeber fra Rema 1000. Det skyldes, at der er konstateret bidemærker efter mindre skadedyr i partiet. Det drejer sig kun om snackpeber med lot nr. 3304. Nummeret finder du printet på produktets emballage sammen med anmærkningsdatoen.

Poserne med snackpeber er solgt i Rema 1000-butikker i hele landet.

Bidemærkerne efter de små skadedyr gør, at peberfrugterne ikke er egnede som fødevare. Fødevarestyrelsen råder derfor forbrugerne til at kassere produktet eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.