Andreas Mogensen er netop for anden gang blevet sendt ud i rummet.

Men hvor meget tjener den berømte danske astronaut egentlig?

Det har det europæiske rumagentur ESA, som har Andreas Mogensen på lønningslisten, løftet noget af sløret for over for Finans.

Andreas Mogensens løn afgøres af flere faktorer, så som anciennitet, bopæl og antallet af opsendelser.

Som bosat i USA og med en løn på ESAs fjerdehøjeste løntrin får den danske astronaut 60.500 kroner om måneden for sit arbejde. I udgangspunktet.

Kontrakten har også et lukrativt gode.

Som ansat hos ESA slipper Andreas Mogensen nemlig for at betale indkomstskat.

Præcis hvor meget Andreas Mogensen tjener er uvist, idet astronauterne udover grundlønnen også kan få personlige tillæg.

Efter nogen forsinkelse kom rumraketten Dragon med Andreas Mogensen af sted mod rumstationen ISS lørdag morgen, og cirka 17 timer senere kunne danskeren smide rumdragten deroppe.

»Fedt at være tilbage i rummet og se vores smukke jordklode,« skrev han mandag i tweetet og fortsatte:

»Nogle fotos fra Dragon af Europa og Afrika der næsten rører hinanden og af vores vej til rumstationen. 'Stjernen' tæt på månen er ISS.«

Rumstationen ISS bliver Andreas Mogensens hjem de næste otte måneder.