»Vi nedrustede, da andre oprustede. Og vi har på en række områder gjort os selv for afhængige af andre. Nu ser vi, at vi var for naive.«

Sådan lød det fra Mette Frederiksen i statsministerens nytårstale, hvor hun igen understregede, at Danmark i 2030 skal nå op på de 2 procent af vores bruttonationalprodukt, som vi har lovet NATO.

Spørger man den pensionerede oberst Lars R. Møller, om han er imponeret over Mette Frederiksens erkendelse af forsvarets tilstand, falder svaret klart.

»I betragtning af, at der i 2014 stod en socialdemokratisk statsminister og lovede, at vi ville nå op på vores bidrag, så kan jeg jo ikke være imponeret. Det er otte år siden, og der er ikke sket en skid,« siger oberst Møller til B.T.

Det imponerer alligevel den pensionerede oberst, at hun italesætter det, fordi skylden ikke kun ligger hos Socialdemokratiet.

»Det imponerer mig alligevel lidt, fordi det ikke er hendes skyld. Problemet er, at hun jo fuldstændig har ret i det. Det kan man for helvede ikke snakke så meget om. Vi skal bare lige huske, at man kan ikke kun klandre socialdemokraterne for det her. Man kan klandre alle politikere undtagen dem, der råbte op.«

Dog mener den pensionerede oberst, at forsvaret ikke kun kan blive reddet af, at vi øger vores bidrag til NATO. Det handler om at skabe arbejdskraft og omstrukturere forsvaret som organisation.

»Det her er ikke kun et spørgsmål om kroner og øre. Man har lavet en totalt hjerneskadet organisation, og den har jeg ikkeset , at der er nogen, der vil lave om på, endnu,« fortæller Lars Møller til B.T.