Rasmus Paludan har fået forbud mod at demonstrere torsdag aften ved Folketingets indgang fra klokken 19 til 22. 

»Københavns Politi har klokken 15:51 ringet og meddelt mig et påbud om, at jeg ikke måtte komme til den demonstration, jeg har anmeldt,« siger Rasmus Paludan, der er stifter af Stram Kurs og har fået meget opmærksomhed på grund af koranafbrændinger. 

Københavns Politi bekræfter, at han har fået påbuddet.  

»Efter anbefaling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) har Københavns Politi givet Rasmus Paludan et påbud om ikke at deltage i demonstrationen eller demonstrere ved Christiansborg,« siger Henrik Sommer, der er vagtchef ved Københavns Politi. 

Paludan ville demonstrere mod, at Liberal Alliances Ungdom (LAU) ikke vil lukke ham ind til et debatmøde med Generation Identitær på Christiansborg, og nu har han altså fået påbud fra politiet mod at demonstrere. 

I forvejen demonstrerer flere forskellige grupper på Christiansborg Slotsplads mod fascisme torsdag aften fra klokken 18, og derfor er der ret meget politi til stede. 

Paludan overholder påbuddet
Rasmus Paludan har dog tænkt sig at overholde påbuddet. 

»Ellers bliver jeg jo frihedsberøvet. Jeg har ikke lyst til, at en eller anden snothvalp af en betjent skal stå og lave en eller anden rektalundersøgelse af mig. Det er jeg helst fri for,« siger han. 

Her ses flere forskellige grupper demonstrere på Christiansborgs Slotsplads onsdag aften. Men Rasmus Paludan er altså ikke dukket op på grund af forbuddet. 
Her ses flere forskellige grupper demonstrere på Christiansborgs Slotsplads onsdag aften. Men Rasmus Paludan er altså ikke dukket op på grund af forbuddet.  Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Vis mere

På Folkemødet på Bornholm i juni fik Rasmus Paludan også påbud om at blive væk. 

Han blev anholdt, da han alligevel dukkede op. 

»Vi har på baggrund af det aktuelle trusselsbillede vurderet, at Rasmus Paludans deltagelse i Folkemødet 2023 vil være forbundet med en konkret og nærliggende fare for både hans egen og andres sikkerhed.«

»Derfor har Bornholms Politi med baggrund i politiloven udstedt et påbud til Rasmus Paludan om, at han ikke kan deltage i Folkemødet på Bornholm i år,« sagde Dannie Rise, der er chefpolitiinspektør hos Bornholms Politi, til B.T.