Rasmus Paludan er i dag blevet frihedsberøvet af det bornholmske politi. Det bekræfter politiet over for B.T.
B.T. har netop talt med en forpustet Rasmus Paludan, hvis vej til Folkemødet er at sammenligne med Frodos vej til Mordor.
»Jeg har vandret og vandret i skoven nær Hammershus,« fortæller han B.T., der har ventet på ham i mere end en time.
Politiet bekræfter, at de har frihedsberøvet Rasmus Paludan fra klokken 11.07 til klokken 11.25:
»Vi har på baggrund af det aktuelle trusselsbillede vurderet, at Rasmus Paludans deltagelse i Folkemødet 2023 vil være forbundet med en konkret og nærliggende fare for både hans egen og andres sikkerhed.«
»Derfor har Bornholms Politi med baggrund i politiloven udstedt et påbud til Rasmus Paludan om, at han ikke kan deltage i Folkemødet på Bornholm i år,« siger chefpolitiinspektør Dannie Rise.
Bornholms Politi oplyser samtidig, at de ikke har ikke yderligere kommentarer til hændelsen.
Rasmus Paludan skulle torsdag klokken 11 have afholdt et event på Folkemødet.
Han må dog ikke komme ind på Folkemødets område, så han ville stille sig op tæt på grænsen for, hvor han må bevæge sig hen.
Han har samtidig fået udleveret et kort over de zoner, han ikke må være i.
Men ifølge Rasmus Paludan har politiet guidet ham ud i skoven nær kysten ved Hammershus.
Han fortæller forpustet til B.T. over telefonen, at han er blevet frihedsberøvet af politiet i 18 minutter, og at han er dybt frustreret over håndteringen af ham.
Til sidst fortæller han, at han ikke ved, hvor han er.
Du kan høre samtalen i videoen ovenfor.
Rasmus Paludan befandt sig nær Folkemødet, da han af politiet fik at vide, at han skulle forlade området.
I første omgang ønskede Paludan ikke at efterkomme politiets anvisninger, men indvilligede senere i at forlade området, hvorfor frihedsberøvelsen blev ophævet klokken 11.25.
Lyt til B.T.s politiske podcast, hvor Rasmus Paludan medvirker: