Den nykårede vinder af 'Miss Danmark 2018', Louise Sander Henriksen, synes ikke, skønhedskonkurrencen forhindrer kvinder i at være sig selv.

'Du må ikke have børn, være gift eller have udfordrende billeder på internettet. Du skal være anstændig og vise taknemmelighed, og så opfordres du til ikke at ryge og drikke samt at holde eventuelle kærester private for offentligheden.' Det er reglerne for de kvindelige finalister i skønhedskonkurrencen 'Miss Danmark'.

Samtidig er det nok ikke gået nogens næse forbi, at temaer som feminisme og at kvinder ikke vil underlægges andre, fylder mere i dag, end det gjorde for 10 år siden.

Vinderen af dette års 'Miss Danmark'-konkurrence, Louise Sander Henriksen, mener dog ikke, restriktionerne underlægger kvinderne eller ligefrem lægger låg på dem.

Louise Sander Henriksen er 23 år og kommer fra Hvidovre.
Louise Sander Henriksen er 23 år og kommer fra Hvidovre. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg kan godt forstå, der skal være nogle grænser. Men det er jo ikke, fordi det er stramme restraktioner. Der er stadig plads til at være sig selv og være den, du er på trods af de her restriktioner,« fortæller hun til B.T. og fortsætter.

»Selvom der f.eks. har været regler omkring, at man skal have kjole og høje hæle på, får man lov til at style sig selv. Derudover tæller personlighed, udstråling og hvordan du er sammen med andre mennesker, og det synes jeg er helt essentielt - hvordan man er som menneske.«

Onsdag udtalte kønssociolog Cecilie Nørgaard til B.T., at hele præmissen for konkurrencen er en enorm stereotyp, da den sætter femininiteten i bås.

Louise Sander Henriksen er dog af en anden holdning.

Tv-vært Claus Elming var vært ved 'Miss Danmark 2018'-konkurrencen.
Tv-vært Claus Elming var vært ved 'Miss Danmark 2018'-konkurrencen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi er 30 vidt forskellige kvinder, vi ser forskellige ud og er forskellige indeni. Derfor synes jeg, der er forskellige niveauer af femininiteter, og jeg synes, det omfavner forskellige typer kvinder.«

Nu skal Louise Sander Henriksen repræsentere Danmark ved 'Miss World' i slutningen af året samtidig med, at hun studerer til pædagog.

Hun tror også, at hendes deltagelse i 'Miss Danmark' kan gavne hende i arbejdet som pædagog.

»Vi har lært meget om, hvordan man kommunikerer og fremstår som et godt forbillede. For jeg er stadig en pige fra Hvidovre med sunde værdier, der vil andre det bedste.«