Blandt gæsterne ved Lars Larsens bisættelse er erhvervsminister Simon Kollerup (S) og bokseren Brian Nielsen.

Lars Larsens bisættelse begyndte klokken 14 i Sejs-Svejbæk Kirke tæt på erhvervsmandens hjem.

Blandt gæsterne er erhvervsminister Simon Kollerup (S), Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V), tidligere landsholdsspiller og tidligere sportschef i Silkeborg IF Ebbe Sand og bokseren Brian Nielsen.

Uden for kirken var en stor gruppe Jysk-ansatte mødt op i lyseblå Jysk-skjorter før bisættelsens begyndelse. Med sig havde de 600 blå roser for at mindes den afdøde Jysk-stifter.

Det er en åben ceremoni med plads til 180 personer. Familien fortalte på forhånd, at de håbede, at folk ville respektere, at der skulle være plads til familien.

Kistebærerne er Lars Larsens børn, Mette og Jacob Brunsborg, og Jysk-stifterens fire børnebørn, der er mellem 12 og 19 år.

I kirken bliver der blandt andet spillet sangen "My way" af Frank Sinatra og "Nu falmer skoven trindt om land".

Efter ceremonien i kirken vil familie og forretningsforbindelser mødes på Jysks hovedkontor i Brabrand.

/ritzau/