Den populære badestrand og badebro ved Kastrup Strandpark er ikke velegnet til at springe i vandet.

Det skriver Tårnby Kommune på deres hjemmeside.

På denne årstid bruger mange mennesker både 'Sneglen' og 'Vinterbadehytten' til at tage en kold dukkert.

Men lige nu kan det ikke anbefales.

Styrelsen for Patientsikkerhed har været ude ved det populære bademål og tage prøver af det ellers friske havvand.

Men det er langt fra så indbydende, som det burde være.

Testresultaterne fra undersøgelsen viser, at badevandet er fyldt med e.coli bakterier – bedre kendt som lortebakterier, og intestinale enterokker.

»Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at en midlertidig frarådning af badning er nødvendigt,« skriver kommunen på sin hjemmeside.

For at forhindre de friske borgere i at vinterbade har kommunen sat flag og skilte op ved Kastrup Strandpark og ved Vinterbadehytten syd for Kastrup Lystbådehavn.

Ifølge kommunen er den seneste tids kraftige regnvejr skyld i, at flere kloakker er løbet over og ud i Øresund.

Samme uheldige situation er sket tidligere. I 2010 sendte arrangørerne bag den københavnske ironman 'Challenge Copenhagen' 1.700 triatleter i vandet, selvom vandet var fyldt med uhumske bakterier.

Tårnby Kommune vil løbende teste vandet og åbne op igen, når vandet igen er ved normalværdierne.