Sidder du tit i sofaen med strikketøjet og et glas vin?

Så kunne du måske overveje at tage garnnøglerne med ud af huset og gøre netop det i selskab med andre.

Måske har du allerede hørt om det, og nu kommer det altså til Aarhus: Strik og Drik.

Det ligger allerede i navnet - der bliver strikket og drukket vin. Så kan du lide at strikke, en god snak og vin? Så er det her arrangement måske noget for dig.

Det er vinforhandleren Bare Vin, der byder gæster inden for i deres pop-up vinbutik i Bruuns Galleri.

Så er du træt af julemarkeder, æbleskiver og gløgg, så er der her et alternativ til juleaktiviteterne.

»Imens vi sidder med vores strikketøj smager vi os vej igennem tre glas vin. Til hver vin vil der blive fortalt om vinen og givet fif til, hvordan vi er ser, smager og dufter vinen,« skriver Bare Vin på deres hjemmeside.

Imellem vinene vil der være god tid til at snakke og udveksle strikkefif og opskrifter, lyder det.

Det hele får du for 100 kroner, og det er inklusiv tre glas vin.

Det sker 15. og 18. december i Brunns Galleri klokken 18. Læs mere her.