Jacob Risgaard sad i Spanien, da han lørdag nat blev ringet op af Nordjyllands Politi og fik dårlige nyheder.

Nogen havde brudt ind i Coolcity, Jacob Risgaards nye lagerhal, der hører til hans onlinebutik Coolshop.

»Det er ikke et lager, vi bruger lige nu, da det stadig er et nybyggeri, vi er i gang med. Men vi er dybt taknemmelige for, at politiet var det rette sted på det rette tidspunkt,« siger han.

Politiet havde kl. 01 lørdag nat taget tre mænd på fersk gerning, da de var ved at køre en gaffeltruck med varer for 342.292 kroner væk.

Ingen af Coolshops varer nåede dermed at blive stjålet, men oplevelsen ærger stadig Jacob Risgaard.

»Det er rystende, at der stadig er folk, der ikke kan kende forskel på dit og mit,« siger han.

Er der da ikke samme sikkerhed ude ved Coolcity, som der er jeres andre steder?

»Det er der jo så nu,« griner ejeren og fortsætter:

»Hver gang sådan noget sker, opruster man jo. Man lærer noget hver gang.«

Det er ikke første gang, Coolshop oplever at blive udsat for indbrudsforsøg.

»Vi har jo desværre prøvet det før, men heldigvis er folkene blevet fanget hver gang.«

De tre mænd var kørt helt fra Odense for at begå indbruddet.

Men Jacob Risgaard må være svar skyldigt, da han bliver spurgt ind til, hvorfor han tror, de tog den lange tur for at give hans lagerhal et visit.

»Jeg ved det desværre ikke. Men stedet er jo lige ud til E45, og så har de sikkert set, at der var noget nybyggeri.«

De tre mænd blev søndag middag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre ved Retten i Hjørring.

De ville ikke udtale sig, men blev alle fængslet frem til 8. november. Og det kærede de ikke.