Et varmecheck-kaos udspiller sig i disse dage, hvor flere danskere mangler at få en check, mens andre har modtaget den ved en fejl.

Det er svært at sige, hvor fejlen er sket i udbetalingen af de cirka 411.000 varmecheck.

Men Søren B. Christiansen, direktør for boligselskabet Baldersbo, har et bud.

»Hvis man nu havde advaret alle bygningsejere i landet om, at de skulle tjekke, om deres BBR-register var i orden, så havde det nok sparet dem en del,« siger han.

Danskernes data fra BBR-registret blev hentet 1. januar, men det var først, da lovforslaget blev gennemført i foråret, at Søren B. Christiansen blev opmærksom på det.

Baldersbo oplevede derfor flere beboere, som modtog varmechecken ved en fejl.

»Det er en ulykkelig situation, at dem, der har brug for den, ikke har fået checken, og at nogen har fået den ved en fejl.«

Søren B. Christiansen fortæller, at Baldersbo ændrede de fejl, der var i deres BBR-register, så snart nyheden om, at varmechecken ville blive uddelt fra registret, kom frem.

Og der var det altså for sent.

Dataene blev trukket, inden nyheden kom frem, fortæller han.

»Det er selvfølgelig os, der har ansvaret for at opdatere BBR-registret, hvis opvarmningsmidlet bliver ændret,« siger han og fortsætter:

»Men at have troen på, at folks register er helt opdateret, når de selv skal have ansvaret for det, er optimistisk.«

Hvorfor tror du, at der ikke er blevet påmindet om, at man skulle huske at opdatere sit BBR-register, inden dataene blev trukket?

»Man kunne forestille sig, at det skulle gå stærkt. Havde man fået en påmindelse, havde de fleste nok nået at rette fejlene,« siger Søren B. Christiansen.

Energistyrelsen bekræfter over for B.T., at der ikke er blevet sendt en påmindelse om at opdatere ens BBR-register, inden dataene blev trukket.

BBR-registret er bygnings- og boligregistret, der indeholder oplysninger om Danmarks grunde, bygninger, tekniske anlæg og private boliger.