Det var en temmelig forvirret Anissa Mohrath, der den 27. februar sent om aftenen modtog et opkald fra politiet. 

Ordensmagten stod ved hendes hjemmebyggede saunabil, som de var blevet nødt til at bryde op.

Anissa Mohrath, der lejer saunabilen ud gennem sit firma Watersport Foreningen, tog straks ud til politiet.

Saunabilen var lejet ud til flere selskaber den aften, og som det altid var tilfældet, var der mellem de forskellige lejere smidt et stykke brænde på ovnen, så saunaen holdt sig varm til næste hold.

Det har aldrig været et problem, men på stedet lød forklaringen:

En kvinde havde spottet, at der kom røg fra bilens skorsten, så hun havde kontaktet politiet.

Hovedstadens Beredskab var herefter ankommet til stedet, og der frygtede man, at der var brand i bilen, og at der kunne være en person i bagagerummet.

Derfor havde man skåret den ene dør op.

Imens stod Anissa Mohrath med et hav af spørgsmål i sit hoved.

Hvorfor blev hun ikke først kontaktet, så hun kunne fortælle, at det 'bare' var en sauna? Kunne man ikke have 'åbnet' bilen på en mere hensigtsmæssig måde? Og kunne man måske have undgået at bryde den op?

Sådan ser saunabilen ud indeni.
Sådan ser saunabilen ud indeni.
Vis mere

Nu tænker du måske: Men hvad er problemet? Der var heldigvis ikke brand i bilen, og du får dig en ny dør af Hovedstadens Beredskab?

Der tager du fejl, og det er netop derfor, at Anissa Mohrath mildest talt er frustreret.

Et forsikringsselskab har nemlig på vegne af Hovedstadens Beredskab vurderet, at Anissa Mohraths krav på erstatning ikke kan imødekommes.

Derfor hænger hun selv på en regning fra mekanikeren på 58.000 kroner for at lave døren, som beredskabet har skåret op.

Dertil kommer prisen for at genopbygge saunaen inde i bilen. Den blev også ødelagt.

Argumentet fra forsikringsselskabet lyder som følger:

»Beredskabet blev tilkaldt på baggrund af røg fra skorsten, og da der var lugt af bål fra bilen, og Beredskabet brød derfor bilen op for at sikre, at der ikke var nogen personer bag i kassen på varebilen, som der ikke kunne ses ind i. Det er Beredskabets førsteprioritet at sikre, at der ikke er risiko for personskade.«

Her ses saunabilen fra siden, efter den blev brækket op af politiet.
Her ses saunabilen fra siden, efter den blev brækket op af politiet.
Vis mere

Anissa Mohrath har forsøgt at klage over afgørelsen, men uden held.

Tilbage står hun ganske rystet over forløbet.

»Jeg forstår det ikke. Min saunabil har stået og overholdt sikkerhedsreglerne, og så kommer beredskabet ud og laver en fejlvurdering, der ender med at koste mig 60.000 plus mere for at bygge saunaen,« siger hun og uddyber:

»Det havde været så nemt at finde ud af, at det var en sauna, og så skulle de ikke have gjort noget. Og hvis endelig de ville bryde den op, kunne de så ikke have smadret en rude foran og kommet ind den vej eller måske brækket den ene bagdør op?.«

Hun fortsætter:

»For mig virker det bare helt vildt, at jeg skal betale for det her. Jeg føler jo ikke, at jeg har gjort noget forkert, og så kan det godt være, at politiet og beredskabet skal agere på selv den mindste frygt. Men regningen skal da ikke lande hos mig?.«

Det er værd at nævne, at situationen formentlig havde været anderledes, hvis Anissa havde tegnet en kaskoforsikring på saunabilen.

»Jeg valgte ikke at tegne en kaskoforsikring på grund af flere ting, men jeg synes egentligt heller ikke, at det er relevant her, når det er myndighederne, som ødelægger din bil. Det er lidt en særlig situation,« siger hun.

B.T. har både set Anissa Mohraths korrespondance med forsikringsselskabet og rapporten fra Hovedstadens Beredskab.

Sidstnævnte oplyser til B.T., at man blev nødt til at træffe en hurtig beslutning på stedet.

»Der stod jo ingenting på bilen, og vi kan fra beredskabets side ikke slå et nummer op via nummerpladen. Så når vi frygter, at der kan ligge en person inde i bilen, må vi agere, og det gjorde vi så. Hvis vi vidste, at det havde været en saunabil, havde det naturligvis været en anden situation,« oplyser Tim Ole Simonsen, der er operationschef hos Hovedstadens Beredskab.

Operationschefen henviser til deres forsikringsselskab, Gjensidige, når det kommer til spørgsmålet om den manglende kompensation.

Fra Gjensidige lyder det dog, at man ikke udtaler sig om konkrete sager, når de stadig er i behandling. 

Derfor har vi ikke kunnet få svar på, hvorfor Anissa Mohrath skal hænge på regningen.