Nedrivningen af Karolinelund for at gøre plads til naturskøn park fordriver graffiti- og streetartkunstnere.

Sådan lyder anklagen fra blandt andre Jonny Hefty efter de farverige vægge i Karolinelund har måttet vige for at gøre plads til åbningen af Østerå og en ny park midt i byen.

»Karolinlund har været en af Jyllands største legepladser for graffitikunstnere og skatere. Der har været så meget mur, at både de dygtige og mindre dygtige kunstnere kunne komme til,« siger rapper og byens uofficielle urbane borgmester, Jonny Hefty, og fortsætter:

»Nu står vi med et tomrum, og nu står vi oveni hinanden og maler. Alle, der har brugt deres lommepenge på 20 spraydåser, og brugt en dag på at male, ved hvor træls, det er, at det er malet over efter et par dage.«

Lige siden Tivoli Karolinelund lukkede i 2011 har den været et yndet tilflugtssted for byens skatere og graffiti- og streetartkunstnere. Her har det været lovligt at male væggene i parken. Derfor har mange kunstnere brugt Karolinelund – eller lunden – som et sted, de kunne øve sig.

Blandt andre den upcoming streetartkunstner Frida Stiil Vium fra Aalborg, der lige har været i Helsingborg for at male et 10 meter bredt og seks meter højt vægmaleri.

»Lunden har været en stor del af min udvikling. Jeg har kunnet møde andre fra det urbanemiljø. Jeg har kunnet male sammen med andre, og fået lært nye teknikker. Jeg har også kunnet se folks reaktion på mine værker på godt og ondt,« siger hun.

Streetartkunstner Frida Stiil Vium fra Aalborg har lige været i Helsingborg for at male et stort gavlmaleri. Hun har både malet i Sydamerika og Florida. Hun brugte Karolinelund til at øve sine gavlmalerier.
Streetartkunstner Frida Stiil Vium fra Aalborg har lige været i Helsingborg for at male et stort gavlmaleri. Hun har både malet i Sydamerika og Florida. Hun brugte Karolinelund til at øve sine gavlmalerier.
Vis mere

Men nu forsvinder det gamle Karolinelund. Området har siden 2015 været udpeget til byudvikling af Aalborg Kommune.

»Jeg er vild med den her transformation fra arbejderby til kultur- og vidensby. Men der skal være plads til baghaver med ukrudt, så der både er plads til bumserne på bænken og graffiti og skatere,« siger Jonny Hefty, der gerne ser, at Aalborg Kommune udpeger en ny legeplads.

Men uanset at kommunen gør netop det, bliver det svært at skabe den samme ånd, der var i Karolinelund.

»Det var et helt unikt miljø, hvor vi kendte hinanden. Selvom jeg ikke skater, kender jeg mange af dem. Så det nytter ikke noget, hvis kommunen laver en skatepark i Skalborg og en graffitivæg i Gug,« siger Jonny Hefty, der er bekymret for, om graffitimalerne nu tvinges til male steder, hvor det er ulovligt.

Foto: Foto: Jonny Hefty
Vis mere

Selv blev han fanget af ordensmagten i 1988 for at male graffiti ulovligt. Dengang førte den daværende borgmester en kampagne mod den urbane kunst. Noget Jonny Hefty ikke håber sker igen, hvis graffitien begynder at dukke op andre steder i byen.

»Vi har over 70 gavlmalerier i den her by, som jeg elsker meget højt, og viser frem og laver guidede ture. Men vi er også nødt til at gøde vækstlaget, og der var Karolinelund det sted, hvor man kunne komme og prøve det af. Jeg har malet sammen med 5-6-årige, som knapt kunne holde dysen på sprayflasken i bund. Det var unikt.«

Også Frida Stiil Vium håber, kommunen finder en løsning.

»Det er jo nærmest en sport, der kræver at du har vægge eller større arealer til rådighed. Jeg vil gøre, alt jeg kan for at inspirere vækstlaget i byen, som jeg egentligt også stadig føler mig som en del af. Det er også derfor, jeg er i gang med at åbne et nyt atelier,« slutter Frida Stiil Vium, der opfordrer graffiti- og streetartkunstnere til at tage ud og tage kontakt til folk og være opsøgende for at finde vægge, der kan males på.