73-årige Lynge Blak kom for at se Børsen efter branden, da dele af den udbrændte ydermur pludselig styrtede sammen foran ham.

»Det var virkelig rystende,« fortæller han til B.T.s reporter på stedet. 

»Vi stod og tog et par almindelige fotos, og så gik der ikke andet end et par sekunder, før der lige pludselig lød et kæmpe brag.«

»Det gik så hurtigt og kort efter var der massive udrykningskøretøjer,« fortæller han. 

Børsen har en helt særlig betydning for den 73-årige mand. Han har nemlig selv haft sin gang på Børsen i 70'erne, da han var under uddannelse og skulle lære at handle med aktier. 

»Det er jo meget tæt på mit hjerte, så det var virkelig et rystende syn,« slår han fast. 

»Jeg har jo været en del af det samfund derinde og nydt det fantastisk flotte udskæringsarbejde og alt, hvad der var en del af vores hverdag. Nu er det væk, og det er utrolig trist og kedeligt.«

Det var kort efter klokken 17.00, at Børsens ydermur pludselig styrtede sammen. 

Børsens ydermure er styrtet sammen. Foto: Bax Lindhardt
Børsens ydermure er styrtet sammen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På en pressebriefing kort efter lød det fra Hovedstadens Beredskab, at kollapset var det, man 'frygtede ville komme til at ske.'

Det lød også, at der fortsat er risiko for kollaps af de andre facader. 

»Det var et forventeligt kollaps. Alt hernede skal revurderes nu,« lød det.

Ifølge beredskabet har man ikke modtaget meldinger om savnede personer, og der er derfor ingen meldinger om tilskadekomst. 

Københavns Politi har i forbindelse med kollapset torsdag aften spærret trafikken over Knippelsbro i København i begge retninger.

Tidshorisonten for afspærringen er ukendt.

Der kommer en ny pressebriefing senere torsdag aften. 

Følg B.T.s liveblog her.