Myndighedernes nye corona-platform skal hjælpe til overvågning af spredningen af coronasmitte i Danmark.

45.000 danskere har på et døgn tilmeldt sig sundhedsmyndighedernes nye digitale platform Covidmeter.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Covidmeter blev lanceret onsdag og har altså fået 45.000 tilmeldte på et døgn.

- Tusind tak! 45.000 danskere har allerede nu tilmeldt sig det nye COVIDmeter. Sådan. Tak for at hjælpe vores forskere på Statens Serum Institut med at følge epidemikurven, skriver Magnus Heunicke på Twitter.

Covidmeter skal hjælpe myndighederne med at overvåge spredningen af coronasmitte i landet. Tilmeldte borgere modtager en gang om ugen en række spørgsmål om deres helbred, som de kan vælge at besvare.

Spørgsmålene handler om, hvorvidt man har følt sig syg, om man er blevet testet for Covid-19 eller har haft kontakt til familie, venner eller bekendte med Covid-19.

Tilmeldingen sker ved hjælp af NemID. Myndighederne understreger, at den information, man oplyser, ikke bruges i forhold til den enkelte. Covidmeter skal derimod sige noget om den samlede udvikling i Danmark.

- Det vil give myndighederne et endnu bedre datagrundlag for at vurdere udbredelsen af smitte i samfundet og understøtte beslutningerne om den gradvise genåbning af Danmark, sagde Magnus Heunicke onsdag.

I sidste uge droppede regeringen planer om at kunne indsamle data om dankorttransaktioner inklusive navn og adresse.

Det var meningen, at Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet kunne få udleveret oplysninger, der gjorde det muligt at finde frem til personlige oplysninger om smittemistænkte.

Men det blev droppet efter en del kritik.

Statens Serum Institut har i forvejen en platform, der minder om Covidmeter, ved navn Influmenter. Den er i flere år blevet brugt af borgere, som vil indberette symptomer på influenza.

Den dog ikke haft tilstrækkelig kapacitet til at kunne bruges i forbindelse med udbruddet af coronavirus. Derfor har man fundet en anden løsning, siger ministeriet.

/ritzau/