Styrelser, nødtelefoner, ministerier og helt almindelige mennesker var blandt de ramte, da TDC torsdag oplevede et stort nedbrud.

I timevis var der problemer med at ringe ud og modtage opkald hos telefonkunder, der bruger TDCs net. Det gælder blandt andet YouSee og Telmore. Nu er TDC blevet klogere på, hvad der forårsagede det omfangsrige nedbrud.

Det oplyser TDC Net i en mail til B.T.

»I dag omkring klokken 11.45 opstod der et større nedbrud på TDC NET’s netværk. Baseret på nuværende viden berørte fejlen et større antal fastnet- og mobilbrugere, som over en periode på cirka 2,5 time ikke kunne foretage eller modtage opkald. Igennem hele nedbruddet var det dog muligt for alle berørte brugere at ringe 112,« lyder det i en kommentar fra TDC Net til B.T.

Her forklarer man også, hvad årsagen til nedbruddet var:

»Nedbruddet skyldtes en konfigurationsfejl, der ramte blandt andet brugere med et erhvervsabonnement. Derfor var flere offentlige institutioner, der gør brug af TDC NET’s netværk, også berørt,« lyder det.

Da TDC og YouSee selv var ramt af nedbruddet, havde blandt andet sidstnævnte problemer med at servicere sine omkring tre millioner kunder, fordi Yousees egen kundeservice også var nede.

Det fik YouSee til at benytte sig af sociale medier for at opdatere folk om situationen.

På Facebook blev de både mødt af forståelse, men også vrede kunder.

Flere takkede for informationen, mens andre beskrev deres frustration. Dem kan man læse et udvalg af herunder:

  • Fedt når man venter et vigtigt opkald, skriver en bruger ved navn Maria S. J. Christiansen.
  • Sjovt nok har I aldrig problemer med at sætte prisen op …' skriver en bruger ved navn Thomas Bernstein.
  • Så er alt ved det gamle. I går var det tv,' skriver en bruger ved navn Kim Jensen.
  • 'Vores nødopkald i hjemmeplejen er nede. Håber ikke, nogen får brug for hjælp,' skriver Margit Lyhne.

Omkring klokken 14.15 formåede TDC at få problemet løst og telefoni tilbage til de mange kunder, der havde oplevet problemer.

»Vi beklager de gener, som dagens driftsforstyrrelser har medført,« lød det fra TDC, efter man igen var oppe at køre.