De tidligere medlemmer af det britiske kongehus prins Harry og Meghan Markle har endnu en gang fået frataget et royalt privilegium.

Denne gang er det nøglerne til det historiske hus, Frogmore Cottage.

Sådan skriver The Sun.

Og det er ikke helt uden betydning, hvis man spørger B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

»Jeg er ikke særlig overrasket over, at det her sker nu. Det viser bare, hvor betændt situationen er, og hvor rasende kong Charles er,« siger Heinel og tilføjer:

»Det her er det endelige dødsstød.«

Måske er det ikke helt tilfældigt, at det er lige netop Frogmore Cottage, parret får frataget i denne omgang. Ejendommen bliver nemlig omtalt flere gange i prins Harrys nye bog 'Reserven'.

»Der er i bogen rigtig mange situationer, der foregår i Frogmore Cottage. Harry nævner blandt andet et skænderi mellem ham og prins William, der foregår i huset, og nævner nogle ting, William har sagt om Meghan, så huset spiller en vis rolle i bogen,« fortæller Heinel.

Ud over nyheden om, at parret får frataget huset, svirrer der også ubekræftede rygter om, at det er kong Charles' kontroversielle bror, prins Andrew, der står til at overtage nøglerne. Og det vækker undren.

»Det virker i den grad underligt at tage det fra dem og give huset til Andrew, som i den grad også har kastet et mørkt lys over kongehuset,« siger Heinel og fortsætter:

»Det virker som en underlig strategi. Kong Charles har været en af hovedarkitekterne bag at få prins Andrew smidt ud af kongehuset. Hvis det skulle være en form for forsoning, så skulle det være første gang, man har hørt noget lignende fra den side. Og så siger man indirekte, at det, prins Andrew har gjort, ikke er lige så slemt som det, prins Harry har gjort. Og det er et uheldigt signal.«

Du kan læse mere om prins Andrew-skandalen her.

Parrets talsperson har efterfølgende bekræftet, at ejerskabet over Frogmore Cottage skal overgå til det engelske kongehus.