Den hollandske prins Friso, som har ligget i koma i 18 måneder siden han blev begravet under en lavine ved det østrigske skisportssted Lech sidste år, er død.

Prinsen blev ramt af og begravet under en 30 gange 50 meter lavine i det vestlige Østrig, hvor han var på skiferie med sin familie.

Han blev fundet efter at have ligget begravet 25 minutter under sneen, fordi han havde en såkaldt lavinebipper på sig.

Lægen Wolfgang Koller, der stod for behandlingen af prinsen, fortalte efter nogle dage på hospitalet, at Johan Friso havde hjertestop i 50 minutter, og den manglende ilt havde givet ham en slem hjerneskade.

Udløste selv lavinen

Ulykken skete, da prinsen sammen med tre venner have begivet sig ud for at stå på ski på et off-piste område i et åbent terræn i området Litzen-Zugertobel uden for Lech. Pludselige løsnede et område på 30 gange 50 meter med sne sig og rev prinsen med i faldet.

Ifølge borgmesteren i Lech, Ludwig Muxel, var det med stor sikkerhed prinsen og hans venner, der var skyld i lavinen, da de overhørte advarsler om lavinefarer i området.

Siden den skæbnesvangre ulykke den 17. februar 2012 har lægerne kæmpet for prinsens liv. Senest på Wellington Hospital i London. Men i løbet af denne sommer vurderede et eksperthold, at der ikke var mere at gøre for ham, og prinsen blev derfor fløjet hjem til slottet i Haag, hvor et nyt hold eksperter rykkede ind for at sikre, at hans tilstand ikke forværret.

Vist livstegn

Ifølge den hollandske kongefamilie har prins Friso ellers på et tidspunkt i november sidste år 'minimale tegn på bevidsthed.'

Johan Friso er dronning Beatrix’ anden søn. Han giftede sig i 2004 med den borgerlige Mabel Wisse Smit, som fik titel af prinsesse af Orange-Nassau.

Prins Friso var nummer to i arvefølgen til den hollandske trone, men trådte ud af arvefølgen, da han giftede sig med Mabel Wisse Smit.