Finansministeren er én af dem, der har undret sig over ministeriets regnemodeller, og lægger op til ny kurs.

Finansminister Nicolai Wammen (S) lægger i sit første store interview efter regeringsdannelsen op til en kulegravning af ministeriets regnemodeller.

Meldingen kommer efter længere tids debat om modellerne, der beskyldes for at være ensidige og favorisere borgerlig tænkning.

Det skriver Berlingske.

- Det er vigtigt, at vi har en diskussion om, om den store regnemaskine rent faktisk regner rigtigt. Derfor vil jeg sørge for, at modellerne er så tidssvarende, nuancerede og præcise som overhovedet muligt, siger Nicolai Wammen til avisen.

Flere har påpeget, at Finansministeriets modeller tilgodeser effekterne af forslag om lavere skat og lavere ydelser. Samtidig beskyldes de for kun i meget lille grad - eller slet ikke - at regne med positive effekter af investeringer i uddannelse.

Nicolai Wammen siger, at det også har været genstand til undren for ham.

- Gode daginstitutioner og uddannelser betyder selvfølgelig også noget for det store regnestykke. Derfor undrer det mange - inklusive mig selv - at det ikke vejer mere positivt, siger han til Berlingske.

Den nye finansminister tilføjer, at han på flere parametre vil skrue på Finansministeriets måde at arbejde på.

Han vil blandt andet oprette et "værksted" i ministeriet, hvor eksperter og økonomer skal komme med input til ministeriets embedsmænd, når det handler om at udvikle en ny reformpolitik.

Derover bebuder han, at regeringen på den kommende finanslov vil afsætte et "pænt" beløb til at kulegrave ministeriets regnemodeller.

Samtidig bebuder Wammen i en kronik i onsdagens Information, at Danmark har brug for en ny slags økonomiske reformer, og at man ikke bør sænke topskatten eller "blindt øge arbejdsudbuddet".

Han lægger også afstand til efterløn- og dagpengereformen.

Wammen mener, at der er behov for en ny slags såkaldte andengenerationsreformer:

- Nu er opgaven derimod, at vi vælger retfærdige reformer, hvor vi styrker vores beskæftigelse og dermed vores økonomi, men uden at vi øger utrygheden og uligheden i vores samfund, skriver han i Information.

Udmeldingen møder i avisen opbakning fra regeringens støttepartier.

Tidligere finansminister Kristian Jensen mener imidlertid, at Wammen nu lægger afstand til reformer, som har skabt det råderum, han selv bruger af.

/ritzau/