Venstre mener, at hastelov med hårdere straffe for kriminalitet under coronakrise er nødvendig trods kritik.

Torsdag skal Folketinget efter planen vedtage en lov, der vil udløse en mangedobling af straffen for en lang række typer kriminalitet, hvis de er begået med afsæt i coronakrisen.

Enhedslisten og De Radikale vil stemme nej og loven er blevet kritiseret af både Dommerforeningen og Advokatsamfundet for at være hastet igennem og grundlæggende unødvendig.

Det er Venstres retsordfører, Inger Støjberg, rygende uenig i.

- Der er klart behov for denne her lov. I en krisetid ved vi, at nogen udnytter situationen til at begå kriminalitet. Det skal der slås hårdere ned på end ellers.

- Vi har set, at straframmerne nogle gange end ikke bliver brugt fuldt ud. Derfor vil vi som minimum kræve dobbelt straf - nogle steder firdobbelt straf, siger Inger Støjberg.

Loven vil, ud over store strafskærpelser for eksempelvis tyveri af værnemidler og håndsprit fra udsatte områder, blandt andet øge straffen betydeligt for fornærmende tiltale til betjente, vold mod offentligt ansatte og brud på maskeringsforbuddet.

Det mener Inger Støjberg, der præsenterede tanker om hårdere straffe under coronakrisen allerede i sidste uge, er passende.

- Man skal under ingen omstændigheder udnytte krisen til at begå kriminalitet. Og gør man det, så skal hammeren falde. Det er det, vi gav udtryk for allerede for 14 dage siden.

- Nu bliver det stemt igennem i morgen. Og det er jeg ualmindeligt godt tilfreds med, siger ordføreren.

Enhedslisten og De Radikale stemmer blandt andet imod loven, fordi det senest er blevet tilføjet, at udlændinge - selv med lang tid i Danmark bag sig - skal kunne udvises ved kriminalitet under krisen.

- Jeg er fuldstændigt uforstående over for, at De Radikale og Enhedslisten ønsker at holde hånden over mennesker, der begår så kyniske handlinger som at stjæle værnemidler på hospitaler, spytter og råber "corona" efter betjente eller laver optøjer.

- Det har jeg ærligt talt ingen forståelse for, siger Inger Støjberg.

/ritzau/