Formanden for Dansk Folkeparti slår fast, at man med al sandsynlighed ikke kommer til at sidde i regering efter det kommende folketingsvalg.

Det vakte opsigt i medielandskabet, da partiformanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl (DF), søndag formiddag meldte ud på TV 2 News, at Dansk Folkeparti ikke vil afvise at indgå i regeringsforhandlinger, hvis den blå fløj, anført af Lars Løkke Rasmussen (V), kommer til magten efter det kommende folketingsvalg.

Udmeldingen skal dog tages med et gran salt, for Kristian Thulesen Dahl er 99 procent sikker på, at Dansk Folkeparti ikke kommer til at sidde på nogle ministertaburetter efter et valg.

»Vores udgangspunkt er fortsat, at Dansk Folkeparti skal være der, hvor partiet får størst politisk indflydelse. Vi tror på, at den største indflydelse er uden for en regering, også selv om den er blå. Det har jeg altid sagt, og det ændrer jeg ikke på,« siger Kristian Thulesen Dahl og uddyber:

»Når jeg bliver spurgt af journalisten, så svarer jeg også. Jeg siger, at Dansk Folkeparti en dag gerne vil i regering. Det sker den dag, vi får størst indflydelse ved at indtage plads i regeringen, og der er vi ikke i 2015, hvis de borgerlige skulle komme til magten,« siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske Nyhedsbureau.

Hvis Dansk Folkeparti bliver inviteret til regeringsdrøftelser efter næste folketingsvalg, så er Kristian Thulesen Dahl parat til at tage imod tilbuddet, men det kommer altså næppe til at udmønte sig i ministerbiler til Dansk Folkeparti.

»Det afgørende er, at de øvrige partier mener, vi er eftertragtede at få med i regeringen. De skal være villige til at lade DF sætte et afgørende aftryk på regeringsgrundlaget. Der er vi ikke endnu. Appetitten er ikke stor nok fra den øvrige blå fløj til at få os med. Vi skal helt konkret have større indflydelse på politikken inden for EU, velfærd og indvandring, før ministerposter er interessant for os,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti står i flere meningsmålinger til at have den største vælgertilslutning i landet.