Der er muligt at finde mere tid til omsorg og skrue ned for papirarbejdet, mener statsminister Mette Frederiksen (S) efter et besøg på plejecentret Lille Birkholm Center i Herlev.

Et sted at vinde tid er i den daglige dokumentation af besøg på beboernes stuer. Et besøg, daglige rutiner, skal dokumenteres.

- Hvorfor i alverden, undskyld min ligefremhed, skal vi have det dokumenteret? Hvis vi har en medarbejder, der har et ansvar for en beboer, så er det da et anliggende mellem den medarbejder og lederen at være sikker på, at den opgave bliver fuldført, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren vil ikke på stående fod i foyeren foran 20 beboere og enkelte medarbejdere konkludere, hvordan regeringen konkret vil vise vejen mod den ambition, som hun fremlagde i sin nytårstale:

At skrotte noget bureaukrati på ældreområdet til fordel for mere omsorg og nærvær.

Men den nuværende lovgivning skal erstattes, og der skal skrives lovgivning på et helt rent stykke papir.

I kommunerne og i Ældre Sagen har man peget på, at der kan være meget at vinde på enten at skrue ned for eller helt at sløjfe visitationssystemet.

- Svaret er, at hele visitationsområdet kommer ind i det her. For det bliver der brugt rigtig, rigtig meget tid på. Der er mange mellemled. Så ja, jeg mener, hvad jeg sagde i nytårstalen. Vi bliver nødt til at tage det forfra, siger Frederiksen.

Det indebærer også, at der skal mere tillid.

- Hvis vi vil have, at der er mere tid til de ældre, så vil medarbejderen bruge mere tid på dem i stedet for hensyn til politikeren, til bureaukratiet og de pårørende.

Meget dokumentation skyldes, at plejesektoren vil sikre sig, når og hvis der kommer klager. Det kan være fra netop pårørende, som ser og hører ting, de ikke finder ordentlige.

Dokumentationen kan være problematisk, mener statsministeren, men hun understreger, at den ikke skal helt væk.

- Jeg er lidt bange for idéen om, at hvis bare en sag er dokumenteret, så kan det godt være, at man kan belyse en klagesag. Men hvis den gamle ikke har fået tid nok, så er det næsten ligegyldigt, siger Mette Frederiksen.

En del af den dokumentation, der foregår på ældreområdet, har rod i serviceloven og sundhedsloven, mens en ikke ubetydelig del er tilført lokalt og ikke begrundet i national lov.

- Skal vi i mål, så er det begge dele. Jeg føler mig bekræftet i, at vi skal prøve at vende det rundt i stedet for at pille enkeltbestemmelser ud af lovgivningen, siger hun.

/ritzau/