Regeringen får kritik for at skabe et nyt problem med, at det ikke kan betale sig at spare op til pension.

København. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) ser ingen grund til at ændre i et lovforslag om pensioner, der får kritik for at skabe et nyt problem, mens det løser et andet problem.

Nemlig at det for mange danskere ikke kan betale sig at spare op til pension. Det problem, kendt som samspilsproblemet, vil regeringen løse ved at give mulighed for at sætte et større beløb ind på en såkaldt aldersopsparing i de sidste år før folkepensionsalderen.

Det er en pensionsform, hvor der ikke bliver trukket i de offentlige ydelser såsom boligydelse, når pengene udbetales. Men det viser sig nu, at der for nogle grupper vil opstå et nyt samspilsproblem:

Nemlig par, hvor den ene er gået på pension, men den anden arbejder og sparer op på netop den aldersopsparing, som regeringen gerne vil anspore folk til at benytte.

Men skatteminister Karsten Lauritzen påpeger, at det nye problem, der først er blevet opdaget, kort inden lovforslaget ellers skulle vedtages, ikke betyder, at folk bliver stillet ringere end med de nuværende regler.

- Lovforslaget løser samspilsproblemet for nogle. Og så er der nogle, det ikke løser det for. Men lovforslaget, som det ligger nu, forværrer ikke situationen for nogen, siger Karsten Lauritzen.

Om forslaget så kan træde i kraft 1. januar som planlagt, kommer an på Folketinget, tilføjer ministeren.

- Det lovforslag, der ligger nu, er begunstigende for alle, siger Karsten Lauritzen.

Han påpeger, at forslaget om ændring af pensionsbeskatningsloven ikke står alene. Regeringen har nemlig gennem et stykke tid forhandlet med Dansk Folkeparti om en større skattereform.

Og et element i det er et særligt pensionsfradrag, der også skal mindske samspilsproblemet.

- Men ja, det er rigtigt, at for nogle vil det lovforslag ikke løse problemerne. Men forhåbentlig bliver de løst, når man lægger det lovforslag, vi behandler nu, sammen med det, vi forhandler med Dansk Folkeparti, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/