En gennemgang af de seneste 25 års salg af statslige aktieposter i Danmark viser, at socialdemokratiske regeringer tegner sig for de tungeste privatiseringer. Målt på provenuet har socialdemokraterne solgt for 36,7 milliarder kroner, mens de borgerlige »kun« har solgt for 12,3 milliarder kroner.
Finansministeriets aftale med Goldman Sachs om en kapitaludvidelse i DONG har fået Blå Bjarne til at fremstå mere blå end nogensinde før. Men i virkeligheden er det ikke en særlig overraskende rolle for en socialdemokratisk finansminister, for det er netop under socialdemokratiske regeringer, at de største frasalg af statslige virksomheder er sket, også til rå amerikanske kapitalister. Det skriver business.dk.
Bjarne Corydons (S) brøde er tilsyneladende, at han har indgået en aftale med en af finanskrisens største »skurke«, Goldman Sachs, som tilmed kanaliserer udbytte i skattely fjernt fra Danmark.
Selv om det ikke er ulovligt, blev denne cocktail eksplosiv i den danske debat.
»Det har virket som en rød klud på mange. Der er næsten ingen, der har hæftet sig ved, at ATP og PFA har fået nogle af de samme begunstigelser som Goldman Sachs, men blot ikke får helt så meget indflydelse,« siger professor Mogens Rüdiger, Aalborg Universitet, til business.dk
Goldman Sachs er ikke alene en af verdens største investeringsbanker. Goldman Sachs anses også af mange som verdens dygtigste af slagsen. Men Goldman Sachs er også indbegrebet af rå kapitalisme og er blevet udpeget som en af de medskyldige i finanskrisen.
Goldman Sachs vil med den betingede investeringsaftale få særvilkår som vetoret i centrale bestyrelsesbeslutninger til trods for, at Goldman Sachs med sit indskud på otte milliarder kroner vil blive mindretalsaktionær med en ejerandel på 19 procent.
På toppen af det hele har Bjarne Corydon og Finansministeriet accepteret, at Goldman Sachs’ udbytte kanaliseres i skattely via Luxembourg til Cayman Islands og staten Delaware i USA. Finansministeriet har ifølge Bjarne Corydons udtalelser på et samråd om salget af DONG-aktier i torsdags vurderet, at Goldmans Sachs’ konstruktion er »fuldt lovlig«, og at det ville være mod EUs ligebehandlingsregler, hvis man sagde nej til Goldman Sachs uden at have konkrete beviser for, at der foregik noget ulovligt. Noget andet er så, at regeringen med den anden hånd bekæmper skattely.
Men hvis man zoomer ind på, hvad staten har privatiseret de seneste knap 25 år er finansminister Bjarne Corydon (S) og den nuværende røde regering imidlertid ikke meget mere blå end de røde regeringer, da statsministeren i en årrække hed Poul Nyrup Rasmussens (S).
Siden 1990 har der været gennemført knap 40 salg af statslige selskaber eller aktieposter til private selskaber, herunder også kapitalfonde og store amerikanske selskaber. Og halvdelen af disse transaktioner er foretaget under Poul Nyrup Rasmussen, som i forrige uge under stor mediebevågenhed begræd salget af DONG.
»Hele salget – prisen, en anløben partner, tidspunktet og de særlige rettigheder til Goldman Sachs – er så forkert, at jeg simpelthen ikke kan tie stille. Samfundsværdier bliver foræret væk. Det gør næsten fysisk ondt på mig at se, hvad der foregår«, lød det blandt andet fra Poul Nyrup Rasmussen i Politiken.
Men det var under selvsamme Poul Nyrup Rasmussen, at de tungeste statslige selskaber blev skudt helt eller delvist af under en bølge af privatiseringer: GiroBank, Tele Danmark, Københavns Lufthavne og Datacentralen. Samlet gav statens salg af aktier i disse fire selskaber et provenu på 36,7 milliarder kroner til statskassen. Heraf indbragte salget af TeleDanmark alene 31,1 milliarder kroner.
Til sammenligning er der under borgerlige regeringer siden 1990 solgt aktieposter for samlet 12,3 milliarder kroner ved salgene af statens aktier i Statsanstalten for Livsforsikring, Orange Holding, Statens Bilinspektion, Bella Center, Post Danmark og Scandlines.
Med til det regnestykke hører dog, at den borgerlige regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen (V) var to minutter fra en børsnotering af DONG i 2008, som potentielt kunne have indbragt staten op mod 15 milliarder kroner med et salg af 22 procent af statens aktier i DONG.
Dengang var der i øvrigt ingen nævneværdig opstand eller modstand, fordi DONG var på vej på private hænder. Salget blev aflyst alene på grund af finanskrisen, som frøs de internationale kapitalmarkeder til is.
I 2014, hvor regeringen har skiftet farve fra blå til rød, er en privatisering af Dong pludselig blevet til en folkelig sag. Torsdag var der demonstrationer på både Christiansborg Slotplads og i Aarhus, og torsdag fik Bjarne Corydon overrakt næsten 200.000 underskrifter mod salget af DONG-aktier til Goldman Sachs.
Samtidig viste en Gallup-måling tidligere på ugen, at 67 procent af alle danskere mener, at DONG bør forblive et statsejet aktieselskab med de ejerforhold, der er i dag, og at staten dermed skal indskyde den nødvendige kapital i DONG.
Da 73 procent af danskerne samtidig er uenige eller overvejende uenige i, at det er en god idé at sælge 19 procent af DONG til Goldman Sachs, er det nærliggende at konkludere, at det er Goldman Sachs og formentlig også skattelydimensionen, der har rejst en folkelig opstand uden sidestykke i de seneste 25 års privatiseringer i Danmark. DONG, som de fleste sikkert blot forbinder med en el-leverance, er blevet noget nær folkeeje.
Mens den planlagte børsnotering af DONG i 2008 ikke vakte større postyr, var der til gengæld skarp kritik af den socialdemokratiske regerings salg af TeleDanmark til den amerikanske telekoncern Ameritech i 1998, da finansministeren hed Mogens Lykketoft (S).
Ikke alene følte mindretalsaktionærerne, herunder store danske pensionskasser, sig voldsomt kørt over. Også det faktum, at staten solgte selve telefonnettet, altså infrastrukturen i form af det »rå kobber«, til amerikanerne blev kraftigt kritiseret.
Syv år efter privatiseringen blev Tele Danmark, som i mellemtiden var blevet til TDC, i øvrigt solgt videre til fem kapitalfonde til en pris, der var mere end tre gange så høj som den Finansministeriet havde fået for teleselskabet i 1998. Fem kapitalfonde betalte 97 milliarder kroner for TDC, heraf var de 21 milliarder kroner gæld, som fondene også overtog.
Også Nyrup Rasmussen-regeringens salg af Datacentralen til den amerikanske telegigant CSC blev voldsomt kritiseret. Både IT-eksperter og politikere var stærkt bekymrede over, at følsomme personoplysninger blev tilgængelige for de nye amerikanske ejere af selskabet. Og den bekymring var de ikke ene om.
I november 2013 kom det frem i BT, at Forsvarets Efterretningstjeneste direkte advarede mod CSCs køb af Datacentralen, fordi hemmelige og vitale oplysninger om dansk forsvar blev overladt til et IT-firma under amerikansk kontrol. Forsvarets Efterretningstjeneste frygtede, at USA ville begå spionage og få adgang til klassificerede oplysninger. Denne advarsel valgte den socialdemokratiske regering at overhøre. Salget blev gennemført.
I de seneste ugers holmgang om statens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs har en af Bjarne Corydons pointer været, at staten ved at sælge til Goldman Sachs kender købers identitet. Det ville man ikke vide, hvis aktierne blev solgt på børsen.
Hvor galt det kan gå, er det delvist privatiserede Københavns Lufthavne et godt eksempel på. Den australske kapitalfond Macquaries Airports begyndte fra 2004 at opkøbe aktier i Københavns Lufthavne og blev en betydende aktionær. Imidlertid var Macquaries Airports ikke så glad for at betale skat i Danmark.
I 2011 kunne Politiken afsløre, at selskabet var involveret i en skattesag i Landsskatteretten. Kravet fra Skat og dermed den danske stat, som også var aktionær i Københavns Lufthavne, var, at australierne skulle betale den danske statskasse knap 800 millioner kroner svarende til 25 procents kildeskat på de rente- og udbyttebeløb, som Macquaries havde sendt til skattelyet Bermuda via to skuffeselskaber i Luxembourg.
At det er socialdemokratiske regeringer, der står bag cirka halvdelen af de seneste 25 års privatiseringer og tilmed de provenu-tungeste og nogle af de infrastrukturmæssigt mest betydningsfulde af slagsen, kalder virksomhedshistorikeren Martin Jes Iversen for »paradoksalt«, men siger også følgende.
»Politisk historie viser, at det indimellem kan være nemmere for en socialdemokratisk regering at føre borgerlig økonomisk politik, måske fordi socialdemokratiske regeringer bedre kan få de forskellige interesseorganisationer til at bakke op,« siger Martin Jes Iversen, associeret professor ved Center for Virksomhedshistorie, CBS.
Han peger imidlertid også på, at Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i en årrække, hvor en privatiseringsbølge skyllede hen over hele Europa.
»I den efterfølgende periode begyndte man at sætte spørgsmålstegn ved om privatiseringer var den rigtige vej frem for statslige selskaber. Man fik et lidt mere kritisk blik på det. Blandt andet fordi undersøgelser af de privatiserede selskaber viste, at selskaberne ikke nødvendigvis havde bedre performance under privateje, end da de var statsligt ejet og drevet,« siger Martin Jes Iversen.
Mogens Rüdiger, professor ved Aalborg Universitet, mener heller ikke, at det er tilfældigt, at de tungeste privatiseringer er sket under socialdemokratiske regeringer.
»Socialdemokratiske kommuner har også været mest aktive med at udlicitere. Jeg tror, at socialdemokraterne har lettere ved at gøre det, fordi de ikke bliver mødt med samme skepsis fra fagforeninger og andre aktører. Samtidig slipper socialdemokratiske regeringer for at sætte skatten op ved at sælge noget af det, man kalder arvesølvet,« siger Mogens Rüdiger, der professor ved det samfundsvidenskabelige fakultet.
Han ser også de store statslige privatiseringer gennemført af socialdemokratiske regeringer som et tegn på, at den økonomiske politik i blå blok og rød blok har nærmet sig hinanden.
»Den nuværende regering fører langt hen ad vejen borgerlig økonomisk politik. Den har taget borgerlige mærkesager op og har gennemført dem,« siger Mogens Rüdiger.
Torsdag vedtog Folketingets finansudvalg investeringsaftalen om DONG og accepterede dermed tilbuddet fra trioen Goldman Sachs, ATP og PFA. Et tilbud som Bjarne Corydon har kaldt »den bedste løsning«. Under de givne omstændigheder, kunne man tilføje. Men set med finansministerens øjne er der intet alternativ.
»Det ville være at spille hasard med DONG Energy og den værdi, selskabet har for det danske samfund, hvis der ikke nu skabes sikkerhed for, at selskabet får tilført den kapital, der er nødvendig,« lød det for nylig fra finansministeren.
Det får DONG nu. Men det kostede SFs deltagelse i regeringssamarbejdet.
