For første gang erkender skatterådgiver Frode Holm, at han i sommeren 2010 kaldte statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) mand, Stephen Kinnock, for bi- eller homoseksuel. Samtidig forklarer Frode Holm nu, hvorfor han viklede rygtet om Kinnocks seksualitet ind i skattesagen. Det skriver Berlingske.

Rygtet har spillet en markant rolle under afhøringerne i skattesagskommissionen og kan blive afgørende for sagens udfald, fordi det måske kan relateres til læk og magtmisbrug. Rygtet vandrede fra Skat København til Skatteministeriet og daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og endte hos dagbladet BT.

Thorning dementerede rygtet i august, og dengang sagde Frode Holm, at der var tale om »en misforståelse.« Men efter at have talt forløbet igennem med Skat København erkender han at være ophavsmand. Ifølge Frode Holm var han hos Skat København den 26. august 2010 og fortalte, at Thorning ikke personligt ville deltage i et møde om Kinnock-sagen. Hårdt presset sagde han, at Thorning ikke ville redegøre for parrets samliv, fordi Kinnock var »bifil eller homoseksuel.«

- Jeg erkender, at de ord om bifil og homoseksualitet kom ud af munden på mig, men jeg fik ikke sagt – som jeg burde – at jeg i øvrigt aldrig havde vendt det med parret selv. Det var alene et argument for, hvorfor de ikke ville møde frem og havde intet med selve skattesagen at gøre. Det var en fejl, som jeg i dag er ret beklemt over, siger Frode Holm.

Han har »ingen kommentarer« til, om han mente, at Kinnock faktisk var bi- eller homoseksuel.

Forskningschef Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kalder de nye oplysninger »pikante og interessante,« men understreger, at det er mere væsentligt, hvordan rygtet er blevet anvendt:

- Forløbet viser en tæt trafik af oplysninger mellem BT og skattemyndighederne; næsten vidensdeling på højt plan. Og ifølge Skat København forsøgte departementschefen at få rygtet ind i skatteafgørelsen. Det er klart magtmisbrug, hvis det var irrelevant, siger Roger Buch.