Flere embedsmænd er sluppet af krogen i minksagen.
Heriblandt Barbara Bertelsen, der nu har fået annulleret den advarsel, hun ellers fik efter Minkkommissionens krasse konklusioner.
Bør Mette Frederiksen så også få annulleret den næse, hun fik for sin ageren i minksagen?
»Nej,« lyder det korte svar fra DFs Mette Thiesen og flere andre partier.
Spørger man professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard, er det ellers værd at overveje:
»Den næse, som Folketinget tildelte Mette Frederiksen, blev i hvert fald til dels begrundet med, at der på pressemødet 4. november blev givet en ulovlig instruks. Det var så alligevel ikke tilfældet, hvilket kun kan ses som en form for oprejsning til Mette Frederiksen,« vurderer han.
Mette Frederiksen fik næsen efter den omfattende minkkommissions beretning, hvor der blandt andet står, at Statsministeriet har handlet »meget kritisabelt«, og at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet 4. november, hvor hun beordrede alle mink aflivet, var »groft vildledende og klart ulovlige«.
Derefter gav de røde partier – inklusive Socialdemokratiet selv – Mette Frederiksen en næse.
Der er dog ingen fra Socialdemokratiet, der tirsdag vil svare B.T på, om næsen bør annulleres.
Hos SF er retsordfører Karina Lorentzen ikke klar til at vaske næsen væk:
»Nej. Næsen består, fordi Mette Frederiksen havde det overordnede ansvar for forløbet. Det blev en forceret proces, og det er blandt andet det, vi kritiserer, så den næse synes jeg ikke, skal trækkes tilbage.«
Heller ikke hos Enhedslisten mener Peder Hvelplund, at næsen, som Enhedslisten dengang kaldte en »stor næse«, er blevet mindre:
»Nej, absolut ikke. Jeg synes, at den politiske kritik, der blev rejst i Minkkommissionen, den står fuldstændig ved magt,« siger Peder Hvelplund og fortsætter:
»Mette Frederiksen fik kritik for den forcerede proces, den manglende læsepause og en centraliseret beslutningsgang, og jeg mener sådan set ikke, at de konklusioner på nogen måde er blevet anfægtet.«
De Radikale var også med til at give Mette Frederiksen næsen. De er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser.
Næsen har ingen juridisk betydning. Det er nærmere en offentlig irettesættelse uden konsekvenser.
De blå partier var faktisk slet ikke med til at give næsen til Mette Frederiksen, fordi det ifølge dem var alt for let sluppet.
Det var før valget, hvor Venstre stadig ville have en advokatvurdering:
»De røde partier freder jo reelt regeringen ved bare at uddele et par sølle næser. Jeg tror, at danskernes retsfølelse bliver krænket, når de ser, at man kan begå ulovligheder og groft vildlede Folketinget, og så slipper man af sted med en næse, der reelt ingen betydning har,« sagde Sophie Løhde, der dengang var formand for Granskningsudvalget og politisk ordfører for Venstre.
Heller ikke De Konservative stod bag næsen, og Rasmus Jarlov er fortsat ikke stor tilhænger af den:
»Det er jo næsten at gøre grin med folk, at det eneste, der sker for Mette Frederiksen, er en næse, som bare er et kritisk ord fra Folketinget,« siger han til B.T.
Minkkommissionens beretning fyldte over 1.600 sider, der blev foretaget over 70 afhøringer og indeholdt kritik af ti embedsmænd.
Rigspolitichef Thorkild Fogde blev efterfølgende sendt hjem, mens andre blandt andet fik en advarsel eller en irettesættelse.
Men efterfølgende har en såkaldt forhørsledelse anført af tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam frikendt Thorkild Fogde og konkluderet helt anderledes end Minkkommissionen.
En af de centrale forskelle på Minkkommissionen og den såkaldte forhørsledelses konklusioner er, at der ifølge forhørsledelsen ikke var tale om en instruks, da Mette Frederiksen udtalte sig på pressemødet.
Jørn Vestergaard er enig med forhørsledelsen i, at der ikke var tale om en instruks.
»Ja, helt bestemt! Den juridiske fagkundskab har hele tiden undret sig over, at kommissionen klassificerede udmeldingerne på pressemødet 4. november og de efterfølgende pressemeddelelser som en instruks. Det er helt efter bogen, at Rørdam har lagt til grund, at der var tale om en overordnet orientering af offentligheden om en politisk beslutning,« lyder det fra strafferetsprofessoren.
Og selvom det er et problem for befolkningens tillid til ansvarsforfølgelse i skandalesager, advarer han imod helt at afskrive lignende kommissioner i fremtiden:
»Det er helt usædvanligt, at en kommission er blevet underkendt så eftertrykkeligt, så man skal nok passe på med at drage for vidtgående slutninger om brugen af kommissionsundersøgelser.«
