Da ét ud af Nye Borgerliges tre folketingsmedlemmer nu er sygemeldt med stress, er der endnu mere arbejde til de to, der er tilbage.
Det betyder, at nordjyske Kim Edberg Andersen ikke længere må nøjes med 18 ordførerskaber, men formentlig skal op på 30.
»Det er da meget godt, jeg er fra Jylland, så jeg ikke skal hjem om aftenen,« griner Kim Edberg Andersen.
Kan du nævne de 18 ordførerskaber, du har nu?
»… Næh. Nej. Det kan jeg ikke,« siger han og tilføjer:
»Det er lidt ligesom filmen 'Direktøren for det hele'. Ordføreren for det hele.«
18 nye ordførerskaber skal nu fordeles, efter Peter Seier Christensen er blevet sygemeldt på ubestemt tid.
Partiet har valgt ikke at indsætte førstesuppleanten – den skandaleramte Henriette Ergemann, der har forladt partiet – og derfor er de nu to tilbage.
Og da Pernille Vermund sandsynligvis er kommende formand, ender de fleste ordførerskaber hos Kim Edberg Andersen.
Er det for mange ordførerskaber?
»Nej, nej, det er bare de andre partier, der har for mange, så de må tage sig lidt sammen,« siger ordføreren. For sjov.
»Ej, det er da for mange,« anerkender han så.
»Vi har haft en rigtig lortesituation i partiet. Nærmest hver mandag, jeg mødte på arbejde, har jeg fået et nyt ordførerskab. Så det har været en stejl læringskurve.«
En anden i dansk politik, der har en form for ordførerrekord, er Torsten Gejl fra Alternativet, der i en periode på to år og syv måneder havde 50 ordførerskaber.
»Det mest absurde var måske kalenderplanlægning med min sekretær,« husker Torsten Gejl.
»Min kalender lignede noget, der var løgn, hvor der var seks dobbeltbookinger, og jeg så måtte aflyse fem.«
Torsten Gejl er i dag nede på fem ordførerskaber.
»Det er pragtfuldt. Det er skønt. Og det er ren H.C. Andersen, at vi overlevede. I den tid skrev alle kommentatorer jo, at vi var døde. Vi havde 0,0 procent i meningsmålingerne,« husker han.
Under sin tid med de 50 ordførerskaber var der særligt én episode, der ramte Torsten Gejl.
Det var under en debat om Lynetteholmen, hvor han kritiserede regeringens finansiering.
I salen var der en socialdemokrat, der kaldte Torsten Gejl »en talende gravsten.«
»Den dag var den værste dag af dem allesammen. For man bliver sårbar i den situation, hvor alle siger, man er død, og man kæmper for sit partis overlevelse.«
Derfor har han da også et råd til Kim Edberg:
»Mange kommer til at sige, at han og partiet er døde. Men han må aldrig tabe troen, for der kan ske så meget. Og man skal ikke lytte til kommentatorerne. De har erklæret Alternativet døde mindst tre gange.«
Derudover har han et par råd til, hvordan han selv har håndteret travlheden.
»Når jeg synes, at mine alarmsignaler blev lidt faretruende, så intensiverede jeg min kampsport, mit løb og min meditation.«
Og så handler det om at erkende, at der er ting, man ikke kan nå.
»Man skal virkelig styre sit kontrolgen.«
Kim Edberg Andersen nikker genkendende til rådene fra Torsten Gejl, som han allerede følger en del.
Og selvom han ikke dyrker karate ligesom Torsten Gejl, er han begyndt at træne på Christiansborg for at klare hjernen.
Meditationen er han heller afvisende overfor.
»Det virker måske meget alternativt, men det kan sgu godt være, det er en god idé.«
