Der går et sug gennem journalisterne i Vandrehallen, da den radikale leder Morten Østergaard kl. 15 møder op til forhandlinger med Mette Frederiksen på Christiansborg.

Det er opsigtsvækkende, for dagen før udeblev han og holdt solo-pressemøde om aftenen i Bibliotekshaven, hvor han afslørede, at forhandlingerne slet ikke gik så godt, som han har givet udtryk for, og at man »ikke løber om hjørner med ham«.

»Der var en anderledes konstruktiv dialog i dag,« siger Morten Østergaard efter mødet.

Krisen er nu åbenbart udsat, men det er tydeligt, at Mette Frederiksens største udfordring med hensyn til at blive Danmarks næste statsminister har et navn.

Navnet er Morten Østergaard.

Det Radikale Venstres Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen under et pressemøde om regeringsforhandlingerne, i Bibliotekshaven på Christiansborg onsdag aften den 19. juni 2019.. (Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix)
Det Radikale Venstres Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen under et pressemøde om regeringsforhandlingerne, i Bibliotekshaven på Christiansborg onsdag aften den 19. juni 2019.. (Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix) Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

Hvordan er forholdet mellem de to, og hvad driver dem i den nervekrig, der lige nu finder sted bag lukkede døre i Landstingssalen?

B.T. har talt med en del kilder i partierne om forholdet mellem de to.

»Hun er rigtig meget socialdemokrat. Og han er rigtig radikal,« siger en kilde i Socialdemokratiet.

De beskrives også som »ikke venner, men gode kolleger«.

Morten Østergaard var for eksempel med til den private del af Mette Frederiksens 40-års fødselsdag, der blev afholdt i Kødbyen i København i november 2017. Her holdt han angiveligt en sjov tale, der blev grinet en del af.

Det var meget privat, og der er ikke blevet refereret fra festen. Men en uges tid senere blev der holdt en reception på Christiansborg, hvor Morten Østergaard også fik ordet. Og her skuede han ifølge Altinget.dk ti år ud i fremtiden:

»Når vi står her til din 50-års fødselsdag, så har du givetvis været statsminister, og så har det været på Det Radikale Venstres mandater,« lød det dengang fra Morten Østergaard.

En profetisk udtalelse fra den radikale leder.

Et halvt år senere meddelte Mette Frederiksen, at hun planlagde en ren S-regering uden de Radikale. Ydermere orienterede hun Østergaard, blot få timer før offentligheden fik det at vide. Beslutningen var et brud med de seneste 25 års tradition for, at Socialdemokratiet har delt regeringskontorer med de Radikale. Og det blev taget ilde op af Morten Østergaard, der siden har lanceret det ene ultimative krav efter det andet.

Mette Frederiksen (A) taler med pressen inden regeringsforhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg, torsdag den 20. juni 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Mette Frederiksen (A) taler med pressen inden regeringsforhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg, torsdag den 20. juni 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Mange mener, at hans Plan B er at blive så besværlig, at det er nemmere for Mette Frederiksen at invitere ham ind i regeringen - lidt som Lars Løkke gjorde med Anders Samuelsen fra Liberal Alliance, da han truede med at vælte V-regeringen, hvis han ikke fik topskattelettelser.

Morten Østergaard er i sin egen gruppe presset af, at især Martin Lidegaard og Ida Auken, der var henholdsvis udenrigsminister og miljøminister i den sidste S-regering, er stærkt irriterede over udsigten til ikke at blive ministre igen i en overskuelig fremtid.

Samtidig er han drevet af succesen ved valget, hvor de Radikale blev fordoblet, og et brændende ønske om at levere det, hans vælgere ønsker: En mere human udlændingepolitik og et Danmark, der bliver en af verdens grønneste frontløbere men med et realistisk budget.

For Mette Frederiksen handler det om, at hendes nye hårdere udlændingepolitik ligger så fjernt fra de Radikales udlændingepolitik, at det gør et regeringssamarbejde stort set umuligt. Og bun tager torsdag situationen med knusende ro.

»Forhandlingsklimaet er godt, og der blev ikke smækket med nogen døre i går. Vi havde et godt møde omkring klima, og vi fortsætter nu efter planen,« siger hun

Mette Frederiksen og Morten Østergaard er jævnaldrede, og deres politiske karrierer er nærmest sideløbende:

Hun er født i 1977, blev folketingsmedlem i 2001, minister i 2011 og formand for Socialdemokratiet i 2015.

Han er født i 1976, blev folketingsmedlem i 2005, minister i 2011 og leder af de Radikale i 2014.

Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen (RV) ankommer til regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet på Christiansborg, onsdag den 19. juni 2019.. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix)
Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen (RV) ankommer til regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet på Christiansborg, onsdag den 19. juni 2019.. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix) Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

De er nogenlunde lige stædige, det er en fortættet nervekrig, og flere kilder i Socialdemokratiet koger situationen mellem de to ned til:

»Spørgsmålet er nu hvem, der blinker først.«

Spørgsmålet er dog også, hvad Morten Østergaard reelt kan true med. For skal han gøre alvor af at forhindre Mette Frederiksen i at blive statsminister, kræver det viljen til at skifte side.

Berlingskes politiske analytiker, Thomas Larsen, der har skrevet en aktuel biografi om Mette Frederiksen, tvivler på, at det er realistisk:

»Det vil blive både svært og risikabelt for Morten Østergaard at lade forhandlingerne med Mette Frederiksen kuldsejle totalt. Han kan forsøge at presse S-formanden til det yderste, og det gør han. Men mange radikale vælgere har i den grad sat næsen op efter et opgør med Lars Løkke Rasmussen og VLAK-regeringen. Hvis det mislykkes at skabe et regeringsskifte, vil mange af disse vælgere reagere med dyb skuffelse og vrede, som hurtigt vil kunne blive vendt mod Morten Østergaard. Derfor spiller den radikale leder meget højt spil lige nu,« skriver han i Berlingske.