EU's ønske om vetoret har ikke noget med den danske grænsekontrol at gøre, mener skatteministeren.

EU kan godt droppe alle planer om at få Danmark til at afgive suverænitet i sager om grænsekontrol.

Tirsdag aften har politikere fra Venstre til højre afvist, at EU skal have vetoret på området, og også hos regeringen mødes forslaget af en sænket grænsebom.

Skatteminister Peter Christensen (V) afviser at afgive suverænitet til EU på spørgsmålet om grænsekontrol, og han afviser samtidig at ønsket er født af, at Danmark har indført øget kontrol ved den danske grænse.

- Den her debat har intet med den dansk toldkontrol at gøre, men skyldes den debat, som Italien og Frankrig har rejst i forhold til Schengen-reglerne og det at kunne lukke grænserne i ekstraordinære situationer, siger skatteministeren til Ritzau.

- Den danske debat har handlet om toldkontrol og har som sådan ikke noget med den anden at gøre, fastslår Peter Christensen.

Uanset, hvad der har sået kimen til idéen, så er regeringen imod.



- Vi bakker Frankrig og Italien op, og den suverænitet ligger selvfølgelig hos medlemslandene. Det er i dag reguleret inden for Schengen, og det mener vi fortsat, det skal være, erklærer ministeren.

Han melder sig dermed i koret af danske politikere, der tirsdag aften har afvist at afgive suverænitet på grænseområdet. Før ministeren har Socialdemokraterne, SF, Konservative og Dansk Folkeparti udtalt sig afvisende.

Sagen er kommet på banen, fordi EU-Kommissionen barsler med et forslag, som skal fratage medlemslandene deres suverænitet på spørgsmålet om grænsekontrol. I stedet skal kommissionen have vetoret.

Historien stammer fra den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, som henviser til anonyme kilder.

/ritzau/