Statsminister Mette Frederiksen har været »optaget«, og derfor var regeringen nødt til at vente til efter kommunalvalget med at se, om automatisk slettede sms'er kunne genskabes i minksagen.

Det siger hun tirsdag til flere medier på Christiansborg.

»Det er, fordi jeg har været optaget af nogle andre ting, det giver næsten sig selv,« siger hun.

»Selvfølgelig skal jeg ikke stå og redegøre for, hvordan jeg passer mit arbejde som statsminister. Der må også være noget rimelighed i det her.«

Statsministerens rådgiver, departementsråd Pelle Pape, havde dog tid til at åbne sin konvolut på selve valgdagen, 16. november.

Dagen efter valget åbnede Mette Frederiksen, departementschef Barbara Bertelsen og stabschef Martin Justesen deres kuverter, står der i et svar fra Justitsminster Nick Hækkerup til Folketingets retsudvalg.

Så meddelte alle fire resultatet af politiets forsøg på at genskabe sms'erne – at det ikke lykkedes – til Justitsministeriet, som derefter fortalte det til Minkkommissionen og til offentligheden.

Minkkommissionen oplyser dog til DR, at den ikke havde udtrykt et ønske om at få et samlet svar fra de fire personer.

Mette Frederiksen understreger, at spørgsmålet om de slettede sms'er har fyldt en del i valgkampen og mener ikke, at der er noget nyt i en historie, som kom ud mandag.

Historien eksploderede, da B.T. i oktober kunne afsløre, at Mette Frederiksens stabschef og særlige rådgiver, Martin Justesen, automatisk slettede sine sms-beskeder, og at hans sms'er fra minksagen derfor ikke var udleveret til Minkkommissionen.

Dagen efter afsløringen kræftede kommissionen, at det også var tilfældet for Mette Frederiksen og de to andre i toppen af ministeriet, Barbara Bertelsen og Pelle Pape.

Mandag 15. november, dagen før kommunalvalget, mødtes regeringen med kommissionen for at aftale, hvordan og hvornår personerne selv skulle gennemgå det materiale, som er genskabt.

Først dagen efter kommunalvalget blev det meldt ud, at størstedelen af materialet ikke kunne genskabes.

Regeringen har fremhævet, at forløbet for, hvornår materialet kunne gennemgås, er aftalt med kommissionen, der er nedsat for at granske sagen om aflivning af mink.

Men mandag sagde kommissionen, at den ingen indflydelse havde på, hvornår kuverterne blev åbnet.

Til det siger Mette Frederiksen:

»Jamen, jeg tror, det er vigtigt at sige, at man ikke bare lige sætter sig ned, hvis der er tale om omfangsrigt materiale, så kræver det meget tid.«

»Det var muligt onsdag (dagen efter valget, red.). Men det er ikke sådan, at sms'er ikke har fyldt i valgkampen, for det har det gjort,« siger Mette Frederiksen.

Hvis det havde været muligt at genskabe materialet, havde historien været en anden, mener hun.

»Jeg er helt overbevist om, at hvis konklusionen havde været en anden, nemlig at man kunne gendanne et betydeligt materiale, så I ville have spurgt til indholdet af materialet. Derfor skulle der være ordentlig tid til det.«