Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, er kommet med et nyt forslag til at få hjemsendt afviste asylansøgere. Men vælgerne har rykket sig så meget, at det ikke er et kontroversielt forslag, vurderer kommentator.

»Vi arbejder på at gøre det nemmere for myndigheder at tvangsudsende afviste asylansøgere. Det er fuldstændig uholdbart, at der er afviste asylansøgere, der sparker, slår, råber og skriger for at forhindre at blive sendt ud. Derfor mener jeg, at det at give dem noget beroligende medicin, er én mulighed,« siger Martin Henriksen til BT.

Udtalelsen kommer i kølevandet på, at Information har beskrevet en sag, hvor en 21-årig afvist afghansk asylansøger fra Ellebæk udlændingecenter over to omgange har været for uregerlig - blandt andet ved at bide sin tunge til blods - til at flypersonalet ville tage ham med ombord på det fly, der skulle sende ham ud af Danmark.

Justitsministeriet vurderer ifølge Information, at det strider imod menneskerettighederne at tvangsbedøve asylansøgerne, fordi tvangsmedicinering er 'et meget indgribende tiltag, der vil rejse alvorlige spørgsmål.'

Men eksemplet på, at man har droppet at sende en afvist asylansøgere hjem, fordi han fysisk satte sig imod, retfærdiggør metoden, mener DF'eren.

»Ellers accepterer vi et system, hvor folk ved, hvordan de skal opføre sig, hvis de skal undgå at blive udsendt af Danmark, og det er uholdbart. Det er også splid af resurser, at vi bruger flere politifolk til at gå med op i flyveren - for så bare at blive smidt af igen, da kaptajnen ikke vil have den uregerlige person med.«

Politisk kommentator Jarl Cordua vurderer, at Dansk Folkepartis udmelding for bare tre år siden havde været dybt kontroversiel, men at det i dag nærmest ikke engang fører til en panderynkning.

»Der er slet ingen tvivl om, at vælgerne har rykket sig, og de ting ville man ikke kunne sige for bare to eller tre år siden, det ville udløse både panderynken og ramaskrig, men det kan du sige nu, for vi har en flygtningekrise, og det er en kilde til frustration for mange, at afviste asylsansøgere ikke bare tager hjem stille og roligt,« siger han.

Så derfor mener kommentatoren ikke, det vil komme til for alvor at fylde i debatten i en tid, hvor Dansk Folkeparti er i vælten, fordi en række politikere med Morten Messerschmidt i spidsen granskes for deres omgang med EU-midler i partiet Meld og fonden Feld.

»Det er altid kontroversielt at pacificere folk med medicin og tage deres frihed, men jeg er ikke så sikker på, at det er kontroversielt i befolkningen. Mange vælgere vil gerne have de afviste asylansøgere ud af landet, og hvis det her er en metode, er det ikke sikkert, det vil være en vederstyggelighed hos vælgerne.«

Martin Henriksen erkender, at forslaget er kontroversielt, men han står ved det.

Er det ikke at behandle mennesker som dyr at bedøve dem mod deres vilje?

»Der er tale om folk, der påstår, at de er forfulgt, så de har ikke krav på at være her. Så får de at vide, at de skal ud af Danmark. De gider de heller ikke. Så tager man fat i dem med fysisk magt, og så begynder de at te sig vanvittigt og måske gøre skade på politifolk. Så skal det, (bedøvelse red.), være en mulighed.«

Hverken politiet eller lægerne vil bedøve de afviste asylansøgere af etiske årsager. Hvem skal så stå for det?

»Det har vi ikke lagt os fast på. Det her er et bud på at hjemsende flere afviste asylansøgere mere effektivt.«

Det er jo imod EU-menneskerettighedskonventionerne artikel to og tre at bruge bedøvelse som magtmiddel?

»EU-konventionerne er noget bras, der forhindrer os i at gøre det, vi har krav på; at beskytte vores land og selv bestemme, hvem der kommer ind og ud af landet. Konventionerne er en hæmsko.«

Er dette forslag ikke blot et røgslør for at dække for de mange skandaler DF pt. er indblandet i?

»Uanset, hvad jeg svarer, er der nok nogen, der mener, det er røgslør. Men jeg tror faktisk, at jeg stillede dette spørgsmål i Folketinget, inden sagen, (Meld og Feld red.), rullede. Jeg tillader mig at påstå, at det er uafhængigt af den.«

 

 

Andre læser også