Eva Kjer Hansens ministerchancer er fortsat ikke gode, men de er blevet bedre efter statsminister Lars Løkke Rasmussens pressemøde, vurderer politisk kommentator.

Kl. 13.30 havde statsminister Lars Løkke Rasmussen indkaldt til pressemøde i Spejlsalen på Christiansborg.

Der er blevet spekuleret i, hvad statsmisteren havde på hjerte, når han ville udtale sig for første gang efter De Konservative havde udtrykt mistillid til Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Det blev ikke et folketingsvalg, som Lars Løkke Rasmussen præsenterede, men en indkaldelse af de borgerlige partiformænd til forhandlinger omkring De Konservatives udmelding.

Ifølge den politiske kommentator, Jarl Cordua, var det en god beslutning af statsministeren.

»Han forsøger at vinde sig tid ved at give De Konservative endnu en mulighed for at forhandle,« siger Jarl Cordua til BT.

»Det er vigtigt for Løkke at sætte gang i en proces med sig selv for bordenden. Hans opgave nu er at vise en masse muligheder frem for Søren Pape og gøre ham interesseret i at lade Eva Kjer blive. Venstre kan leve med alle løsninger, så længe Eva Kjer Hansen fortsætter,« siger Jarl Cordua.

Den politiske kommentator mener, at der foreligger en mulighed i at rokere ministrene, således at Eva Kjer Hansen overtager et andet ministerium. Chancerne for Eva Kjer Hansens ministerfremtid er fortsat ikke gode, men de er blevet bedre efter Lars Løkke Rasmussens pressemøde.

»I går var jeg næsten sikker på, at hun ikke kunne blive siddende. I dag er hendes chancer blevet større, men det er stadig mest sandsynligt, at hun ikke fortsætter (som Miljø- og fødevarminister, red.),« siger Jarl Cordua.

Det er også tydeligt, at Lars Løkkes mindst interessante løsning er at udskrive et folketingsvalg, mener den politiske kommentator. Dertil er der dog et stykke endnu.

»Han indkalder De Konservative til forhandling, så han kan vise de borgerlige vælgere, at han har gjort alt for at finde en løsning. Det kan ikke udelukkes, at der bliver folketingsvalg på grund af det her, men det er ikke det mest sandsynlige scenarie,« siger Jarl Cordua til BT.

Partilederne i blå blok er blevet indkaldt til forhandlinger af statsministeren kl. 16.