Formanden for de danske friskoler beskylder nu regeringen og Socialdemokratiet for at tage initiativer, der er »betænkelige i en retsstat.«

Det sker, efter at regeringen vil stramme friskoleloven for anden gang på mindre end to år, og Socialdemokratiet reagerer på udspillet med, at det er »for slapt«.

»Er det virkelig nødvendigt? Hele sommeren har der været tilsyn på den ene skole efter den anden, og to af dem har fået frataget tilskuddet, så det kan da ikke være helt uvirksomt det tilsyn, vi har,« siger formanden for Dansk Friskoleforening, Peter Bendix.

»De krav, regeringen kommer med, er betænkelige i en retsstat. Vi er jo alle lige for loven. Ideen om at Styrelsen skal godkende bestemte personer, der står bag en forening - vil det sige, at hvis man har en bestemt religion eller øjenfarve, så kan man ikke, men andre kan godt?«.



Men hvis en skoleleder har støtte til Hamas liggende på sin Facebook, som vi har afsløret i BT, er det så for meget eller er det okay`?

»De organisationer er ikke forbudt i Danmark. og vi har jo et princip om at vi har ret til forskellige holdninger, men vi må ikke handle på dem.. Hvis vi ikke ved, hvad folks holdninger er, kan vi heller ikke diskutere dem.Jeg synes, det er vigtigt, vi kender hinandens holdninger.«

Socialdemokratiet vil have strammet endnu mere?

»De mener jo, friskolerne skal bevise, de er uskyldige, mens det normale er, at man er uskyldig indtil det modsatte der bevist. Vi er inde i en spiral, hvor de store partier hele tiden vil overgå hinanden i at stramme reglerne for friskolerne,« siger Peter Bendix.

Regeringens forslag kommer efter en række afsløringer i BT om bl.a. økonomiske ulovligheder, svindel med lønsedler, antisemitiske holdninger hos ledende medarbejdere og indflydelse fra hadprædikanter. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) siger:

»I nogle af friskolerne har det vist sig at være ganske komplekst, hvem der egentlig leder og styrer skolerne og hvor finansieringen kommer fra. Derfor har tilsynet brug for nogle værktøjer. For eksempel at man kan undersøge skolekredsen. Nogle gange er det en person, der ikke sidder i skolens ledelse, som viser sig de facto at have kontrol over skolen. Derfor kan det være nødvendigt at undersøge det bredere. Jeg har et stort hjerte for de frie grundskoler, og ønsker at de skal have frihed og tillid til at udøve deres hverv. Men samtidig bliver tilliden udfordret.«

Socialdemokratiets udlændingeordfører Dan Jørgensen mener, forslaget er for slapt.

»Enten har de ikke forstået alvoren i problemet. eller også  er de splittet internt i regeringen. Der er tale om  småting, der ikke virker. Vi har jo foreslået det, der virker: At tage støtten fra dise skoler som udgangspunkt. Og vi forstår ikke hvorfor regeringen ikke vil bakke op om det.«

»Undervisningsministeren prøver at tale sig udenom det egentlige problem, som er at på en lang række muslimske friskoler bliver drenge og piger bliver forskelsbehandlet , eller får at vide de ikke må have danske venner. Derfor har vi foreslået, at der ikke må være mere end 50 pct. udenlandske elever, og det vil de facto lukke alle de muslimske friskoler,« siger Dan Jørgensen.