Politisk kommentator Hans Engell, der selv er tidligere formand for det Konservative Folkeparti, betegner over for eb.dk Lars Barfoeds beslutning om at trække stikket til formandsposten, som historisk.

»Det er konservativ partihistorie, der skrives. De konservative får nu en partileder, der ikke er medlem af Folketinget, og som skal være partileder på Christiansborg uden at kunne deltage i centrale politiske forhandlinger og andet,« siger han til eb.dk.

Det sker med henvisning til, at Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen, indsættes som ny konstitueret partiformand.

Hans Engell mener ifølge sine udtalelser til eb.dk ikke, at et formandsskifte vil løfte de konservative ud af den negative spiral, som partiet gennem længere tid har befundet sig i.

Ifølge Hans Engell bliver den kommende tid svær, for partiet.

»Det er en meget stor og farlig satsning tæt på et folketingsvalg at udskifte partileder og tilmed få en partileder, der er ikke er medlem af Folketinget. Det er aldrig før sket i de gamle partier i Danmark,« siger Engell til eb.dk.