Skatteordfører hos Dansk Folkeparti, Dennis Flydtkjær, vil have skatteminister Holger K. Nielsen (SF) på banen, efter det torsdag aften kom frem, at der under behandlingen af Stephen Kinnocks skattesag blev ændret i praksis.

Praksisændringen skete på et møde den 30. august 2010. På grund af ændringen blev Stephen Kinnock skattefri i Danmark. Det skriver Berlingske fredag.

- Hvis der er ændret praksis, så skal sagen undersøges til bunds. Jeg vil bede skatteministeren om at komme med en redegørelse. Jeg vil ikke beskylde nogen for noget, men tidspunktet sætter tanker i gang. Det kan virke lusket. Derfor skal det undersøges til bunds, siger Dennis Flydtkjær, skatteordfører for Dansk Folkeparti, til bt.dk.

Også Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører Peter Skaarup finder praksisændringen betænkelig.

- Jeg kunne forestille mig, at det er meget usædvanligt, at man skifter praksis. Det er nok ikke noget, der sker hver dag, så man kan jo undre sig over, at det sker lige under statsministerens ægtefælles skattesag. Og det interessante spørgsmål er jo også: Hvad med de andre danske statsborgere, der har måttet betale dansk skat, selv om de har arbejdet både i udlandet og i Danmark? Får det konsekvenser for deres sager også? For der er jo rejst en del sager, siger han.

Hos Venstre og de Konservative har man ikke megen lyst til at kommentere den seneste udvikling i skattesagen. Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, oplyser til bt.dk, at hun ikke har nogen kommentarer til den seneste udvikling i den meget omtalte skattesag, men skriver i en sms:

- Der er nedsat en skattekommission, og jeg har fuld tiltro til, at den får fuld klarhed over sagen. Kommissionen arbejder, og det skal den have arbejdsro til, skriver Ellen Trane Nørby i en sms til bt.dk

Heller ikke de Konservatives skatteordfører har lyst til at udtale sig om sagen:

- K har ingen kommentarer til interne skat-afgørelser, skriver Brian Mikkelsen i en sms til bt.dk.

Bt.dk har torsdag aften forgæves forsøgt at få kommentarer fra politikere fra flere andre partier.