Den liberale tænketank Cepos roser statsminister Helle Thorning-Schmidt for flere aspekter af skattepolitikken.

Danmark skal have velfærd frem for skattelettelser. Sådan lød løftet fra Socialdemokraterne til befolkningen, da valgkampen rasede i 2011. Men faktisk er skatten samlet set sat en anelse ned siden regeringsskiftet. Det skriver Søndagsavisen.

Opgørelsen fremgår af en redegørelse fra Finansministeriet til Folketingets finansudvalg 9. oktober 2014.

Siden Helle Thorning-Schmidt (S) tiltrådte som statsminister i efteråret 2011, har regeringen hævet skatterne 102 gange og sat dem ned igen 86 gange.

Samlet set har det betydet en lille skattelettelse på 0,06 procent af BNP - eller i alt 1,2 milliarder færre skattekroner i statskassen.

Den liberale tænketank Cepos roser den ellers røde regering for flere aspekter af skattepolitikken. Ifølge cheføkonom og vicedirektør Mads Lundby Hansen er der særligt to positive elementer i det, som er i tråd med tænketankens anbefalinger:

»Regeringen har sænket selskabsskatten og finansieret det ved lavere vækst i det offentlige forbrug. Herunder folkeskolen, børnehaver og hospitaler,« siger han og fortsætter:

»Man har desuden valgt at øge topskattegrænsen og øge beskæftigelsesfradraget og finansiere det ved at skære i reguleringen af overførselsindkomsterne. Herunder bistandshjælp, dagpenge og lignende.«

Samlet set kalder Cepos dog den relativt lille skattelettelse for »noget nær status quo«. Samtidig beklager Cepos, at regeringen har hævet bundskattesatsen samt øget en række afgifter.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup (S), forklarer, at regeringen har forsøgt at omlægge skatten frem for at sætte den op:

»Vi har blandt andet sikret, at enlige forsørgere betaler mindre i skat. Vi har desuden øget beskæftigelsesfradraget. Flere har således en gevinst ved at gå på arbejde,« siger han til Søndagsavisen.

BNB