Mona Kjærulff Hansen forlod i fredags Alternativet, og dagen før kommunalvalget melder hun sig ind i SF.

København. I fredags meldte Mona Kjærulff Hansen sig ud af Alternativet, selv om hun ellers står som nummer to på partiets liste i Gladsaxe Kommune til kommunalvalget tirsdag.

Mandag har hun på Facebook meddelt, at hun har meldt sig ind i SF.

- Det er blevet tydeligt for mig, at jeg stadig gerne vil gøre en forskel gennem politik, og også at jeg helt grundlæggende har et ønske og et håb om at blive en del af en ny politisk kultur.

- Det ønske viste sig ikke at blive indfriet hos Alternativet i Gladsaxe Lokalforening.

- At stå alene - skulle jeg få stemmer nok - er en stor mundfuld, og jeg vil derfor række ud til SF for et muligt samarbejde efter valget på tirsdag, skriver hun på Facebook.

Udmeldelsen har ifølge Mona Kjærulff Hansen intet at gøre med de verserende sager fra Alternativet om intimbilleder og krænkelser af en medarbejder, som Jyllands-Posten de seneste dage har afdækket.

Bruddet med Alternativet kommer blandt andet efter en konflikt med spidskandidaten Sadi Tekelioglu og resten af lokalforeningen. Det siger hun til DR Nyheder.

Mona Kjærulff Hansen henviser til en fejde om ophængning af nogle af hendes valgplakater. Sadi Tekelioglu havde lovet at hjælpe hende med det.

- Det kan virke latterligt, men for eksempel er der noget med nogle plakater, hvor jeg taler i telefon med ham og han siger, at der kun er fire-fem plakater tilbage, og så siger jeg, at der nu er 11.

- Nej, nej, siger han. Men jeg ved, at der ligger 11 i min bil. Men han holder fast i, at der kun er fire-fem.

- Det kan virke som en lille ting, men jeg kan ikke sidde i fire år, hvis vi får to mandater.

- Jeg kan ikke bakke op om et menneske, der ikke holder sig til sandheden. Han har et afslappet forhold til den sandhed, jeg oplever, siger Mona Kjærulff til DR Nyheder.

Sadi Tekelioglu bekræfter over for DR Nyheder, at der er uoverensstemmelser mellem ham og Mona Kjærulff Hansen. Men han afviser at have "et afslappet forhold til sandheden".

/ritzau/